Udsigt over Isfjorden Ilulissat - Juleaftensdag kl. 11.46 hvor lyset lige er kommet frem.
Udsigt over Isfjorden Ilulissat - Juleaftensdag kl. 11.46 hvor lyset lige er kommet frem.

Grå december – blæst og rusk!
Sådan har de sidste års december måneder og juleaftener været her i Danmark. 

Ofte er det en stor kontrast til de forestillinger, vi har om julen – med sne, frost – og julemand.
Hvem har ikke siddet og nydt de fantastiske billeder, som “Nissebanden i Grønland” har foræret rigtig mange børn og voksne i Danmark, og som mange derfor forbinder med rigtig jul.
Netop disse barndomsminder gjorde, at vi som familie søgte den ultimative oplevelse for at holde jul – nemlig i Julemandens eget land, Grønland, nærmere bestemt Ilulissat (Jakobshavn).

Efter at have været på rundrejse i Grønland i april 2018 – besluttede vi en grå efterårsdag, at gribe ud efter drømmen. At drage mod nord og holde jul i polarmørket.
For man må ikke lader sig lokke af den meget lys Nissebanden på Grønland har, og tro det er virkeligheden ved juletid. Gør man det, bliver man desværre skuffet. 

Når man er nord for Polarcirkel, så forsvinder solen fra horisonten 29. november, og kommer først frem igen 13. januar. (Ilulissat)
Så vælger man at prøve den ultimative oplevelse, så hænger jul og mørke unægtelig sammen – i Grønland.

I tilgift for mørket, havde vi fra flere grønlandske venner fået at vide, at vi ville få en helt unik og smuk oplevelse – med frost, sne – og lys fra julestjerner og hjertevarme i mørket. 

Vi pakkede slæden

Beslutningen var taget, flybilletterne købt, og ligesom Nissebanden, pakkede vi vores slæde – i form af familiens Ford S-Max, og drog 20. december 2018 til Kastrup Lufthavn tidligt om morgenen.

Udover vores familie havde farmor og hendes kæreste valgt at gøre os følgeskab, og lade deres første tur til Grønland kombinere med familiejul.

I bagagen havde vi taget julegaverne med til børnene, da det er svært at forklare, at de ikke får julegaver, alene fordi vi havde valgt at rejse.
Dog var aftalen, at ønskerne ikke måtte omfatte de allerstørste ting i legetøjskatalogerne – men skulle kunne pakkes og medbringes. Alligevel endte det dog med at den største kuffert, som vi havde med, udelukkende indeholdt julegaver ☺️.

Samtidig medbragte vi noget til at kunne lave julepynt og lidt til juletræet, som vi havde fået at vide, vores vært havde indkøbt til os.
Vi var nu alle klar til, at koble ud fra en stresset optakt til julen, og sammen prøve at skabe en ny juletradition – hvor alle havde samme udgangspunkt, nemlig det ukendte.

Guld i gemmerne

Når man rejser til Grønland, så lærer man hurtigt, at det langt fra er alt, der kan fås, som man kan i Danmark. Da vi var oppe i Grønland i april 2018, var det lige før det første forårs skib ankom til Ilulissat – efter flere måneder uden andre leverancer, end dem flyene kan medbringe.

Derfor var der knaphed på hylderne og mange ting eftertragtet.

Vi oplevede ikke samme knaphed i december, da lagrene i Ilulissat var fyldte, og der var nok af det hele.

Dog havde vi  hørt, at omkring juletid, er frisk fløde og frisk slik (Der er kun frisk mælk og fløde i Kangerlussuaq, hvor Danmarksflyet lander, og det er dyrt. Samt slikket ofte er længe undervejs) var i høj kurs, så vi købte 6 stk. ½ L fløde og kom i en køletaske og en masse slik og chokolade. Det pakkede vi i kufferterne, og det viste sig at være guld.

Vi brugte den friske fløde som gaver, og det friske slik var også i høj kurs. Vores vært havde rensdyrkød i overskud fra efterårsjagten, som vi byttede til gengæld for frisk slik og fløde. Sådan foregår rigtig meget i Grønland – man deler ud af det, man har nok af, til gengæld for det man mangler. 

Selvom der var nok af alting, kom vi i bekneb med grødris. Den ene dag var der nok, den næste var alt rippet! Der stod vi tæt på en traditions krise.
Flere dage i streg gik vi rundt i byens butikker for at lede efter grødris. 

Det viste sig, at der var masser af ris på lageret nede ved Havnen, men da der var lukket, kunne det ikke udleveres! Vi mindes stadig turen rundt i byen efter ris med Magnus på slæb i slæde. Det sneede og føg, og hjemme, altså i Danmark, ville man være blevet indenfor pga snestormen, men vi gik ud, og havde, trods der ingen gevinst var, en uforglemmelig tur. Fem ud af fem snefnug på pointskalaen.

Det lykkedes os at skaffe grødris hos nogle venner – så alt endte godt.

Det sparsomme lys

Ordet mørketid giver rigtig meget mening, når man besøger Grønland i december.
Grundet tidsforskellen på 4 timer, vågnede vi meget tidlig de første mange dage. Kl. 5 var det ofte slut med søvn, og der var blægmørkt udenfor.

Omkring 10 tiden kom lyset stille frem – uden det blev helt lyst. Solen når aldrig op over horisonten – så rigtig lyst bliver det ikke.
Dagene op til juleaften var byen ramt af snevejr – eller en massiv snestorm efter danske forhold.
Det gjorde ikke det sparsomme lys bedre. Det gjaldt om at nyde og udnytte, når lyset brød frem, for hen ved 14 tiden var det slut igen, og det blev mørkt.
Så reelt set, havde vi 20 timer med mørke i døgnet.

Vi sørgede for, at komme ud og gå – det er altid lige lidt sjovere, når der ligger masser af sne, og smukt var det. Vi kørte på hundeslæde, hvilket var vores anden tur i Grønland, men den første for farmor og kæresten.

Vi var på en sejltur blandt isbjergene på Isfjorden – en kold og flot tur, og bestemt anderledes at se isen i tusmørket, frem for turen vi oplevede i foråret. Ligeledes var der leg med slæden i sneen, juleshopping i butikkerne, varm kakao på cafeen og besøg hos vores nabo hunde – en flok løse, store slædehundehvalpe med en masse energi.
(I vores artikel “Grønlands svar på Uber og fire andre måder at møde de lokale i Grønland på”, kan I læse om andre muligheder for, at udforske Grønland på)

Selvom det er mørkt – så er der rigtig meget lys i Grønland på denne årstid. Grønlænderne har en tradition med, at hænge julestjerner op i mange vinduer. Det er særlige gul/rødlige julestjerner, der giver rigtig smukt modspil til al sneen, og som på flere måder giver varme i en kold tid.
Vi havde også en, hvor vi boede, og vi har efterfølgende købt en hjem til her i Danmark.

Den vækker gode minder.

Tid, tid og atter tid 

Noget af det der virkelig slog os denne særlige jul, var, at der var ro.

Til dagligt lever vi en travl hverdag med tre børn, der går til sport, arbejde og alt det andet vi er engageret i.

Mange kender sikkert fornemmelsen af, at der altid er et eller andet, man lige kan nå at gøre færdig og få ordnet, inden julefreden sænker sig. Ofte sidder man så og erkender, at det hele alligevel blev for hektisk.

Den fornemmelse havde vi på ingen måder i Grønland.
For det føltes lidt som om, tiden gik i stå – og vi fik endnu mere tid til, at være sammen som familie. 

For der var ikke så meget, vi kunne eller skulle – vi kunne ikke lige køre ind og ordne dit og dat, og vi skulle ikke lige det og det.
Frem til vi satte os ind i flyveren i Kastrup Lufthavn, 20. december 2018, havde vi naturligvis noget at se til, for at blive klar til afrejse. 

Dog var det stadig med en erkendelse af, at det vigtigste var at komme afsted – så måtte vi sammen skabe en ny juletradition, med det vi havde.

Som sagt var dagene lange, når man vågner tidligt. De mange mørke timer indbød så også til, at vi kunne sysle derhjemme – med tændte stearinlys. Ungerne klippede julepynt til huset, vi boede i og til juletræet. Mathilde fik f.eks. for første gang lavet en julestjerne færdig, og det blev til flere. Astrid udviklede sine egne inuit guirlander til vinduerne. De var fine. Der blev spillet spil – både medbragte og dem der var i huset, bagt friskbagte boller til morgenmad og læst. Ligeledes var der tid til at afprøve/lege med julegaverne, og vi kunne hjælpe.

Når vi snakker om denne tur, så er netop tiden og roen, noget af det vores børn nævner. Deres oplevelse var og er, at vi var sammen som familie, fuldt ud. Det kan man godt tænke over, når man har de travle hverdage efterfølgende.

Lillejuleaften

Efter den føromtalte hundeslædetur, hvor vores venner Karl og Atsa blandt andet, havde været med, fandt vi ud af, at de grønlandske og danske traditioner ved juletid er forskellige.

Atsa havde inviteret til aftensmad lille juleaften, hvilket vi tænkte, fint da det er jo den 23., men hun havde ment den 24., hvor vi jo holder juleaften.
Ups.
Heldigvis er Atsa og Karl de sødeste mennesker, så de lavede om på deres planer, og vi måtte komme den 23.
Det var en overdådig middag, Atsa havde stået i køkkenet hele dagen.
Aftalen var jo først kommet på plads om eftermiddagen dagen før.
Vi fik tarteletter med rejer og mattak (skind fra hvidhval – det allerfineste), andesteg, flæskesteg, brunede kartofler, rødkålssalater, citronvand, nisseøl og vin (- hvilket ikke er en selvfølgelighed, når vi har været hos nogen og spise i Grønland) samt risdessert med bærsovs.
Efter maden fik vi kaffe/the, div. kager og chokolade – OG julegaver. 

Vi fik alle en julegave. Det var helt vildt og SÅ hyggeligt.

Juleaften

Som sagt havde der været en geding snestorm dagene op til juleaften. Men juleaftensmorgen var der klar hård frost med en skyfri himmel.
Da lyset brød frem sidst på formiddagen, var det næsten til at få tåre i øjnene over – hvor smukt og rigtigt det hele var.

Vi havde besluttet, at vi alle skulle i kirke om eftermiddagen – og det var vel også den eneste “skal” ting.

Juletræet – et meget tørt et, da det havde været undervejs fra Danmark siden august, blev pyntet lillejuleaftensdag. Det havde ligget ude i sneen med net på, og vi tog det ind på badeværelset. Klippede nettet af og lod træet tø op inde i bruseren. Heldigvis havde farmor en lyskæde med, som vi lånte, og det blev så fint med julepynten på. Så nu var det kun maden, der skulle være klar til aften.

Kl. 14. i det begyndende mørke begav vi os den korte afstand til den smukke Zions Kirke i Ilulissat, der ligger helt ned til Isfjorden.
Vi gik i den klare frost, med kirkeklokkernes ringen og i flok med rigtig mange lokale. Mange festklædte – kvinderne i de smukke nationaldragter og mændene i hvide eller blå anorakker. 

I kirken stod der et festklædt kor klar – og selvom både prædiken og salmerne foregik på grønlandsk, så blev det en af de mest stemningsfyldte juleprædikener vi har oplevet. For selvom vi kom som gæster, så blev vi modtaget med åbenhed – både på vej ind og ud. 

Gudstjenesten sluttede af med meget smukke grønlandske salme – Guuterput, der ikke ligner nogen anden salme – og det særlige er, at alle midt i rejser sig op. For grønlænderne er det en meget følelsesladet salme, og deres tårer smittede også af på os.

Tilbage i huset, var det nu bare at gøre det sidste klar til en familiejul i fantastiske rammer. Rammer der var så ægte og juleagtige, at det er svært at forestille sig.

Flæskesteg, hvide og brunede kartofler, ris ala mande, mandelgaver og ikke mindst dans om juletræet. Udenfor var der bunker af sne, klar frost og helt sikker julemanden, der susede forbi i sin kane med rensdyrene.

Det eneste der i virkeligheden manglede var nordlysets bølgen på himlen.

Det har vi til gode, men det er det gode ved Grønland – for så er der endnu en grund til at komme tilbage. Et er sikkert, det er ikke den sidste jul vi har holdt i det højeste nord.

Her er vores bedømmelse af at rejse til Grønland og holde jul i vintermørket.
Du kan læse om vores tradition for at bedømme vores fælles oplevelser i denne artikel: Den “Vi samler på oplevelser’ske” karakterskala

Bedømmelse af at rejse til Grønland og holde jul

Det er ingen hemmelighed, at hele vores familie har tabt vores hjerter for Grønland som rejsemål.

Nærheden i Grønland betyder noget – når man rejser som familie. For det giver ofte en anden måde at være sammen på end i hverdagen – muligheden for at opleve sammen i samme tempo og i Grønland kan alle følge med. Noget af det der slog os, som turister i Grønland, var mødet med grønlænderne generelt. Uanset hvor vi har været, er vi blevet taget imod, hilst på og smilt til – helt uden opfordring.

Nu er det også ret nemt, at kende turister fra de lokale i Grønland. Ofte er påklædningen ikke helt i sync med det reelle behov – vejr, vind og føret, hvorfor man skiller sig ud alene på den baggrund. Måske får man også lidt sympati på den konto.

Noget af det vi, som familie, gerne vil, når vi rejser er, at komme så tæt på det sted vi er. I den sammenhæng er de lokale altså bare det bedste bud på, at få det til at ske. Selvfølgelig kan vi ikke leve som lokale – men vi kan opsøge muligheden for at få et indblik i deres hverdag. Det er giver også vores børn en langt større forståelse for bla. kulturen og forskelle fra den hverdag vi har som familie.
Dette giver Grønland rig mulighed for – og det er enten billigt eller helt gratis. For grønlændere som folk er både åbne, hjertelige og nysgerrige – så det gælder om ikke at holde sig tilbage. Et lille fælles grin, en mulig fælles bekendt eller bare et nysgerrigt spørgsmål kan sætte meget mere i gang.

Her er vores forslag til, hvordan man kan komme helt tæt på – også som familie:

Taxaer – Grønlands svar på Uber
Sæl på slæb - Havnen i Ilulissat
Fangere skal transportere en sæl hjem fra havnen i Ilulissat. Sælen bindes efter den taxen. Det er nok kun i Grønland, man kan opleve, at en bil komme kørende gennem byen med en sæl "skøjtende" efter. Sælen skal givetvis bruges til foder til slædehundene.
Taxer foran Pisiffik Ilulissat
Eftermiddag foran dagligvarebutikken Pisiffik i Ilulissat. Folk tager taxa op og handler, og taxaerne venter til indkøbene er færdige.

Grønland er taxaernes land. For mange giver det ikke mening at have bil – Det er både dyrt og så er der ikke mange km. vej i hver by og ingen byer er forbundne med veje. Derfor drøner folk rundt i taxaer – op og handler, på besøg, til og fra havnen.

Vores familie hoppede også med på Grønlands svar på Uber og benyttede samtidig køreturerne, til at tale med chaufførerne. Her kan man få mange gode lokale fortællinger – mere eller mindre sandfærdige, gode råd og forslag – og mærke lidt til, hvad der rører sig for de lokale.
Det bedste af det hele er, hvis man så rammer ind i den samme chauffør – så kan det næsten være som at gense sin familie. Eller med en tvillingebror til en chauffør man kørte med dagen før! Det skete for os i Sisimiut. Han vidste udemærket godt, hvem vi var. Far, mor og tre unger i forskellige højder – og det vidste mange andre nok også.

“Brættet” – Den oprindelige fiske- og vildtforhandler
Økologiske Lommer til salg på "Brættet" i Nuuk, uden for Brugseni (Brugsen)
Økologiske Lommer til salg på "Brættet" i Nuuk, uden for Brugseni (Brugsen)
Hvalrosluffer - god til suppe?
Hvalrosluffer på "Brættet" i Sisimiut. Her er det en egentlig indendørs butik.

Brættet er det lokale marked i byen, hvor fangerne sælger deres fangst. I nogen større byer (altså grønlandske standarder), bla. Sisimiut og Ilulissat er det egentlige butikslokaler. I f.eks. Aasiaat er det en åben bygning ved havnen. Andre steder sælges der ting uden for supermarkederne. Uanset udformningen, så er det her de lokale kommer og handler sæl, fisk, rensdyr, bagværk og andet proviant.

Vi har fået den tradition at runde brættet, og se “hvad der er på hylderne i dag”. Dels giver det nogle gode snakke med børnene om, hvad tingene mon er. Da det ikke altid er til at se, så må man jo spørge. Den interesse føder ofte mere med sig – og grønlænderne vil meget gerne fortælle. Dog var de, med et glimt i øjet, lidt uforstående over, at vi ikke skulle have noget hvalros kød med hjem fra Brættet i Sisimiut. 

På brættet i Nuuk stod vi engang og så på nogle fugle, der lå til salg. Fangeren kom hen og sagde: ”De er økologiske, de der!…..” og brød sammen i et stort grin og tilføjede: “Danskerne gider ikke købe noget, men når vi siger: “det er økologisk, så er der nogen der hopper på”. 

Så var kontakten ligesom skabt.

Sømandshjemmene – Det lokale samlingssted
Sømandshjemmet i Aasiaat - set gennem skibsskrot
Bor man på Sømandsmandshjemmene i enten Sisimiut, Aasiaat eller Nuuk, er man sikker på at bo tæt på vandet. De ligger nemlig alle ved Havnen. Her på Sømandshjemmet i Aasiaat er udsigten fra mange af værelserne fantastisk.
Tidlig eftermiddag på Sømandshjemmet i Aasiaat
Sømandshjemmenes cafeterier er ikke fancy, men det er hyggeligt at sidde og drikke kaffe eller spise aftensmad sammen med de lokale. Her en tidlig eftermiddag på Sømandshjemmet i Aasiaat.

Sømandshjemmene findes i tre grønlandske byer. Sisimiut, Aasiaat og Nuuk. Det er missionshoteller, men både fantastiske at bo på og ikke mindst giver de mulighed for at møde de lokale. Alle tre hoteller ligger ved havnen i de enkelte byer, hvor der både er liv og ofte rigtig god udsigt mod havet.
Der er cafeer på hotellerne, hvor mange lokale kommer og drikker kaffe, spiser eller mødes med venner og bekendte, der bor der, eller er på gennemrejse. Det giver en rigtig god mulighed for, at være der hvor det sker. Vi har både i Aasiaat og Sisimiut spist på Sømandshjemmene og bare siddet og nydt stemningen. 

Ofte arrangerer Sømandshjemmene også sociale familiearrangementer, hvor alle er velkomne. Sømandshjemmene holder eks. også juleaften for de lokale, så de tager et stort socialt ansvar.

Haller og kultursteder – Hvor livet udfoldes
Kulturhus Sisimiut på valgdag 2018
Valgdag til Landstinget i Grønland 2018 i Sisimiut. Det er væsentlig anderledes end i Danmark, da der uden for valgstedet er musik og stemning - og folk mødes og snakker.
Kulturhus Sisimiut på valgdag 2018
Stemningen er også indenfor på valgstedet i kulturhuset i Sisimiut, hvor man også lige benytter muligheden for at snakke med dem man kender.

Er der noget, som grønlændere elsker og ikke mindst er gode til, så er det at mødes om noget og grine. Det er ikke en usandhed at skrive, at man hurtigt kan høre, når to grønlændere mødes for første gang efter længere tid.
I hallerne er der ofte aktiviteter, som er åbne for alle. Det kan være sportsstævner – futsal, danseaftener, biograf eller andet der giver mulighed for at samles.

Ordet “mik” kan puttes på mange former for arrangementer –  eks. “kaffe-mik”, “danse- mik”, “sang-mik” – og betyder selskabelig sammenkomst. I virkeligheden er ordet mik, lige så svært at beskrive, som det danske ord hygge. Det er noget, der bare findes, men som alle med grønlandsk blod i årene, fornemmer vigtigheden af.

Om sommeren sker tingene det oftere udenfor – men samles gør man.

Selvom man er turist, så er man mere end velkommen til at møde frem. Jo man vil skille sig ud, og måske bliver der også kigget lidt mere efter en. Men det er i virkeligheden nok mest fordi, grønlænderne er lige så nysgerrige som turisterne – fordi man har tradition for, at det at tale sammen, er den bedste vej til information.

Hils, smil og vær nysgerrig – Det gør de lokale
Sneleg i Ilulissat
Dagen efter en halvandet døgns snestorm - i danske perspektiv julen 2018. De lyse timer skal udnyttes til at handle, og Magnus, Astrid og Mathilde kan opleve rigtige snemængder på hovedgaden i Ilulissat.
På indkøb i Super 1 - Ilulissat
Nu skriver vi "gå, smil og hils" - det kan naturligvis være svært når man er pakket ind efter vejret - Her Mathilde på indkøb i Super 1 Ilulissat. Men grønlænderne gør det stadig - smiler og hilser - blandt andet ved at løfte øjenbrynene to gange som anerkendelse.

Vi har som familie været flere gange i Grønland – forskellige steder. Vi har været der i det lyse forår og i det hyggelige december vintermørke i julen.

Noget af det vi har nydt og brugt meget tid på, er, at gå rundt i byerne – i alt slags vejr og vind. For det gør de lokale! Når man gør det, er det bare om at smile og hilse, “Aluu”, til dem man møder. Får man muligheden (hvilket man altid gør), så vær oprigtigt nysgerrig.

Man kan have mange forestillinger, men grønlændere er et stolt folk, der gerne deler ud af deres historie og kultur, til de der vil lytte. Når der så er børn med, ja så åbnes der endnu flere muligheder, for børn har ofte vigtige ting på hjertet, der skal afklares. Allervigtigst er det, at grønlændere har en fantastisk og lun humor, som på mange måder afspejler den storhed der omgiver dem.

Det her er nogle af vores bud på, hvordan mødet med Grønland kan blive endnu mere intenst. For vores familie er netop mødet med den grønlandske befolkning noget af det, der også gør, at vi bare må tilbage.