Udsigt over Isfjorden Ilulissat - Juleaftensdag kl. 11.46 hvor lyset lige er kommet frem.
Udsigt over Isfjorden Ilulissat - Juleaftensdag kl. 11.46 hvor lyset lige er kommet frem.

Grå december – blæst og rusk!
Sådan har de sidste års december måneder og juleaftener været her i Danmark. 

Ofte er det en stor kontrast til de forestillinger, vi har om julen – med sne, frost – og julemand.
Hvem har ikke siddet og nydt de fantastiske billeder, som “Nissebanden i Grønland” har foræret rigtig mange børn og voksne i Danmark, og som mange derfor forbinder med rigtig jul.
Netop disse barndomsminder gjorde, at vi som familie søgte den ultimative oplevelse for at holde jul – nemlig i Julemandens eget land, Grønland, nærmere bestemt Ilulissat (Jakobshavn).

Efter at have været på rundrejse i Grønland i april 2018 – besluttede vi en grå efterårsdag, at gribe ud efter drømmen. At drage mod nord og holde jul i polarmørket.
For man må ikke lader sig lokke af den meget lys Nissebanden på Grønland har, og tro det er virkeligheden ved juletid. Gør man det, bliver man desværre skuffet. 

Når man er nord for Polarcirkel, så forsvinder solen fra horisonten 29. november, og kommer først frem igen 13. januar. (Ilulissat)
Så vælger man at prøve den ultimative oplevelse, så hænger jul og mørke unægtelig sammen – i Grønland.

I tilgift for mørket, havde vi fra flere grønlandske venner fået at vide, at vi ville få en helt unik og smuk oplevelse – med frost, sne – og lys fra julestjerner og hjertevarme i mørket. 

Vi pakkede slæden

Beslutningen var taget, flybilletterne købt, og ligesom Nissebanden, pakkede vi vores slæde – i form af familiens Ford S-Max, og drog 20. december 2018 til Kastrup Lufthavn tidligt om morgenen.

Udover vores familie havde farmor og hendes kæreste valgt at gøre os følgeskab, og lade deres første tur til Grønland kombinere med familiejul.

I bagagen havde vi taget julegaverne med til børnene, da det er svært at forklare, at de ikke får julegaver, alene fordi vi havde valgt at rejse.
Dog var aftalen, at ønskerne ikke måtte omfatte de allerstørste ting i legetøjskatalogerne – men skulle kunne pakkes og medbringes. Alligevel endte det dog med at den største kuffert, som vi havde med, udelukkende indeholdt julegaver ☺️.

Samtidig medbragte vi noget til at kunne lave julepynt og lidt til juletræet, som vi havde fået at vide, vores vært havde indkøbt til os.
Vi var nu alle klar til, at koble ud fra en stresset optakt til julen, og sammen prøve at skabe en ny juletradition – hvor alle havde samme udgangspunkt, nemlig det ukendte.

Guld i gemmerne

Når man rejser til Grønland, så lærer man hurtigt, at det langt fra er alt, der kan fås, som man kan i Danmark. Da vi var oppe i Grønland i april 2018, var det lige før det første forårs skib ankom til Ilulissat – efter flere måneder uden andre leverancer, end dem flyene kan medbringe.

Derfor var der knaphed på hylderne og mange ting eftertragtet.

Vi oplevede ikke samme knaphed i december, da lagrene i Ilulissat var fyldte, og der var nok af det hele.

Dog havde vi  hørt, at omkring juletid, er frisk fløde og frisk slik (Der er kun frisk mælk og fløde i Kangerlussuaq, hvor Danmarksflyet lander, og det er dyrt. Samt slikket ofte er længe undervejs) var i høj kurs, så vi købte 6 stk. ½ L fløde og kom i en køletaske og en masse slik og chokolade. Det pakkede vi i kufferterne, og det viste sig at være guld.

Vi brugte den friske fløde som gaver, og det friske slik var også i høj kurs. Vores vært havde rensdyrkød i overskud fra efterårsjagten, som vi byttede til gengæld for frisk slik og fløde. Sådan foregår rigtig meget i Grønland – man deler ud af det, man har nok af, til gengæld for det man mangler. 

Selvom der var nok af alting, kom vi i bekneb med grødris. Den ene dag var der nok, den næste var alt rippet! Der stod vi tæt på en traditions krise.
Flere dage i streg gik vi rundt i byens butikker for at lede efter grødris. 

Det viste sig, at der var masser af ris på lageret nede ved Havnen, men da der var lukket, kunne det ikke udleveres! Vi mindes stadig turen rundt i byen efter ris med Magnus på slæb i slæde. Det sneede og føg, og hjemme, altså i Danmark, ville man være blevet indenfor pga snestormen, men vi gik ud, og havde, trods der ingen gevinst var, en uforglemmelig tur. Fem ud af fem snefnug på pointskalaen.

Det lykkedes os at skaffe grødris hos nogle venner – så alt endte godt.

Det sparsomme lys

Ordet mørketid giver rigtig meget mening, når man besøger Grønland i december.
Grundet tidsforskellen på 4 timer, vågnede vi meget tidlig de første mange dage. Kl. 5 var det ofte slut med søvn, og der var blægmørkt udenfor.

Omkring 10 tiden kom lyset stille frem – uden det blev helt lyst. Solen når aldrig op over horisonten – så rigtig lyst bliver det ikke.
Dagene op til juleaften var byen ramt af snevejr – eller en massiv snestorm efter danske forhold.
Det gjorde ikke det sparsomme lys bedre. Det gjaldt om at nyde og udnytte, når lyset brød frem, for hen ved 14 tiden var det slut igen, og det blev mørkt.
Så reelt set, havde vi 20 timer med mørke i døgnet.

Vi sørgede for, at komme ud og gå – det er altid lige lidt sjovere, når der ligger masser af sne, og smukt var det. Vi kørte på hundeslæde, hvilket var vores anden tur i Grønland, men den første for farmor og kæresten.

Vi var på en sejltur blandt isbjergene på Isfjorden – en kold og flot tur, og bestemt anderledes at se isen i tusmørket, frem for turen vi oplevede i foråret. Ligeledes var der leg med slæden i sneen, juleshopping i butikkerne, varm kakao på cafeen og besøg hos vores nabo hunde – en flok løse, store slædehundehvalpe med en masse energi.
(I vores artikel “Grønlands svar på Uber og fire andre måder at møde de lokale i Grønland på”, kan I læse om andre muligheder for, at udforske Grønland på)

Selvom det er mørkt – så er der rigtig meget lys i Grønland på denne årstid. Grønlænderne har en tradition med, at hænge julestjerner op i mange vinduer. Det er særlige gul/rødlige julestjerner, der giver rigtig smukt modspil til al sneen, og som på flere måder giver varme i en kold tid.
Vi havde også en, hvor vi boede, og vi har efterfølgende købt en hjem til her i Danmark.

Den vækker gode minder.

Tid, tid og atter tid 

Noget af det der virkelig slog os denne særlige jul, var, at der var ro.

Til dagligt lever vi en travl hverdag med tre børn, der går til sport, arbejde og alt det andet vi er engageret i.

Mange kender sikkert fornemmelsen af, at der altid er et eller andet, man lige kan nå at gøre færdig og få ordnet, inden julefreden sænker sig. Ofte sidder man så og erkender, at det hele alligevel blev for hektisk.

Den fornemmelse havde vi på ingen måder i Grønland.
For det føltes lidt som om, tiden gik i stå – og vi fik endnu mere tid til, at være sammen som familie. 

For der var ikke så meget, vi kunne eller skulle – vi kunne ikke lige køre ind og ordne dit og dat, og vi skulle ikke lige det og det.
Frem til vi satte os ind i flyveren i Kastrup Lufthavn, 20. december 2018, havde vi naturligvis noget at se til, for at blive klar til afrejse. 

Dog var det stadig med en erkendelse af, at det vigtigste var at komme afsted – så måtte vi sammen skabe en ny juletradition, med det vi havde.

Som sagt var dagene lange, når man vågner tidligt. De mange mørke timer indbød så også til, at vi kunne sysle derhjemme – med tændte stearinlys. Ungerne klippede julepynt til huset, vi boede i og til juletræet. Mathilde fik f.eks. for første gang lavet en julestjerne færdig, og det blev til flere. Astrid udviklede sine egne inuit guirlander til vinduerne. De var fine. Der blev spillet spil – både medbragte og dem der var i huset, bagt friskbagte boller til morgenmad og læst. Ligeledes var der tid til at afprøve/lege med julegaverne, og vi kunne hjælpe.

Når vi snakker om denne tur, så er netop tiden og roen, noget af det vores børn nævner. Deres oplevelse var og er, at vi var sammen som familie, fuldt ud. Det kan man godt tænke over, når man har de travle hverdage efterfølgende.

Lillejuleaften

Efter den føromtalte hundeslædetur, hvor vores venner Karl og Atsa blandt andet, havde været med, fandt vi ud af, at de grønlandske og danske traditioner ved juletid er forskellige.

Atsa havde inviteret til aftensmad lille juleaften, hvilket vi tænkte, fint da det er jo den 23., men hun havde ment den 24., hvor vi jo holder juleaften.
Ups.
Heldigvis er Atsa og Karl de sødeste mennesker, så de lavede om på deres planer, og vi måtte komme den 23.
Det var en overdådig middag, Atsa havde stået i køkkenet hele dagen.
Aftalen var jo først kommet på plads om eftermiddagen dagen før.
Vi fik tarteletter med rejer og mattak (skind fra hvidhval – det allerfineste), andesteg, flæskesteg, brunede kartofler, rødkålssalater, citronvand, nisseøl og vin (- hvilket ikke er en selvfølgelighed, når vi har været hos nogen og spise i Grønland) samt risdessert med bærsovs.
Efter maden fik vi kaffe/the, div. kager og chokolade – OG julegaver. 

Vi fik alle en julegave. Det var helt vildt og SÅ hyggeligt.

Juleaften

Som sagt havde der været en geding snestorm dagene op til juleaften. Men juleaftensmorgen var der klar hård frost med en skyfri himmel.
Da lyset brød frem sidst på formiddagen, var det næsten til at få tåre i øjnene over – hvor smukt og rigtigt det hele var.

Vi havde besluttet, at vi alle skulle i kirke om eftermiddagen – og det var vel også den eneste “skal” ting.

Juletræet – et meget tørt et, da det havde været undervejs fra Danmark siden august, blev pyntet lillejuleaftensdag. Det havde ligget ude i sneen med net på, og vi tog det ind på badeværelset. Klippede nettet af og lod træet tø op inde i bruseren. Heldigvis havde farmor en lyskæde med, som vi lånte, og det blev så fint med julepynten på. Så nu var det kun maden, der skulle være klar til aften.

Kl. 14. i det begyndende mørke begav vi os den korte afstand til den smukke Zions Kirke i Ilulissat, der ligger helt ned til Isfjorden.
Vi gik i den klare frost, med kirkeklokkernes ringen og i flok med rigtig mange lokale. Mange festklædte – kvinderne i de smukke nationaldragter og mændene i hvide eller blå anorakker. 

I kirken stod der et festklædt kor klar – og selvom både prædiken og salmerne foregik på grønlandsk, så blev det en af de mest stemningsfyldte juleprædikener vi har oplevet. For selvom vi kom som gæster, så blev vi modtaget med åbenhed – både på vej ind og ud. 

Gudstjenesten sluttede af med meget smukke grønlandske salme – Guuterput, der ikke ligner nogen anden salme – og det særlige er, at alle midt i rejser sig op. For grønlænderne er det en meget følelsesladet salme, og deres tårer smittede også af på os.

Tilbage i huset, var det nu bare at gøre det sidste klar til en familiejul i fantastiske rammer. Rammer der var så ægte og juleagtige, at det er svært at forestille sig.

Flæskesteg, hvide og brunede kartofler, ris ala mande, mandelgaver og ikke mindst dans om juletræet. Udenfor var der bunker af sne, klar frost og helt sikker julemanden, der susede forbi i sin kane med rensdyrene.

Det eneste der i virkeligheden manglede var nordlysets bølgen på himlen.

Det har vi til gode, men det er det gode ved Grønland – for så er der endnu en grund til at komme tilbage. Et er sikkert, det er ikke den sidste jul vi har holdt i det højeste nord.

Her er vores bedømmelse af at rejse til Grønland og holde jul i vintermørket.
Du kan læse om vores tradition for at bedømme vores fælles oplevelser i denne artikel: Den “Vi samler på oplevelser’ske” karakterskala

Bedømmelse af at rejse til Grønland og holde jul
Børnene foran Muzeiko Science Center, Sofia Bulgarien

I efterårsferien 2019 gik turen til Bulgarien – nærmere bestemt hovedstaden Sofia.
Overvejelserne omkring destinationen havde været mange, nogle af disse kan læses i blogindlægget – “Next stop Sofia

Inden afrejse kunne vi naturligvis læse om Sofia som by. Men fokus på oplevelser med børn – ja dem var der ikke mange af.
Udover at efterårsferien skulle bruges på afslapning og samvær, så ville vi også gerne udforske, hvad Sofia har at byde på – til en familie med børn.

Dette blogindlæg vil således have det fokus.
Vores familie er på fem, men på efterårsferien havde vi kun to af vores børn med, da Mathilde var så heldig at skulle opleve London med sin far og søskende der 🙂 .

Så vi rejste med Astrid og Magnus.
Vi havde 5 overnatninger i Sofia – og vores oplevelser var, at det var tid nok til at opleve de ting, som vi gerne ville.
Da vi landede i Sofia, lejede vi en bil – dels fordi det var ret overkommeligt prismæssigt, vi landede om aftenen og ville gerne ud på hotellet uden at skulle bruge alt for meget tid på at finde vej med offentlig transport.

I løbet af ugen brugte vi bilen en del – men tog også metroen. Set i bakspejlet kunne vi have ønsket at tage metroen mere.
Men, praktisk var det at have bil, set ift. nogle af de seværdigheder vi gerne ville se. Disse ville have krævet meget tid med offentlig transport.

Men ærligt – Man skal være vild med storbyskørsel for at finde Sofias gader og trafikale omfang charmerende. Man skal ligeledes have en mente at det kan være svært at finde en parkeringsplads, med mindre man tør satse og bare “smider” bilen ind til siden.
Vi parkerede flere gange ved deres Malls, for der vidste vi, at det var muligt.

Den “Vi samler på oplevelser’ske” karakterskala

Som en start lister vi de ting op, som vi oplevede i Sofia. Ud af alle oplevelserne vi havde, har vi valgt fem ting ud, som vi alle har givet “stjerner”.
Det med at give stjerner, er opstået for mange år siden, når vi har oplevet noget sammen.
Når vi kører hjemad eller kommer tilbage i lejligheden/hotellet, så tager vi lige en runde med en vurdering af, hvor mange stjerner vi giver oplevelsen.

At det så ikke er stjerner, vi giver, er en helt anden sag.
Vi giver nemlig bedømmelser med noget i relation til oplevelsen.

Hvis vi har været på en ny strand – så kan vi bedømme den med eks. “antal sandslotte”.
Da vi var i Grønland og køre hundeslæde, så var bedømmelsen “antal slædehunde”. Det er noget, børnene er ret gode til, og vi er langt fra altid enige.
At være uenig er også helt okay, og ofte kan man også fortælle, hvorfor man giver sin bedømmelse, som man gør.

Det er nemlig en god læring for os som familie. På den måde at finde ud af – at vi faktisk kan have forskellige interesser, eller at det er forskelligt, hvad en lillebror på 5 år synes er sejt eller fedt – eller hvad storesøstrene har interesse for. 

Det er en vigtig oplysning, at vi i den grad havde vejret med os i hele ugen.
Høj solskin og mellem 24-28 graders varme. Det i sig selv har nok også gjort det hele lidt mere positivt. Som forældre talte vi undervejs om, at hvis det havde været koldt og regnvejr, så havde Sofia som destination været særdeles mere grå.

På vores liste med oplevelser med børn, har vi valgt:

  • Sofia Zoologiske have
  • Muzeiko Museum
  • Kambanite Parken – Klokke Monumentet
  • Spise kager på cafe
  • Vitosha Bjerget

Muzeiko Science Center

Muzeiko er faktisk et af de steder, der er værd at besøge med børn, ifølge Tripadvisor, så det skulle vi selvfølgelig også. Muzeiko er et børne science museum, og det er delt op i tre etager, hvor der er mulighed for at eksperimentere, pille og røre, læse og blive klogere på mange områder – og vi mener MANGE.

Vi startede i kælderen, hvor vi var tilbage i dinosauernes verden. Især fedt for Magnus, som er meget optaget af dinosauere for tiden. Vi samlede blandt andet et kæmpe magnet dinosauer puslespil på væggen, og så hvor stor en dino lort kunne være. Det var ret interessant.

Vi fortsatte rundt i arkæologernes fodspor og lært om, hvordan de arbejder, og hvordan man er blevet klogere på fortiden. 

Næste stop var en særudstilling om at skabe musik/lyde på alternative instrumenter og ting. Her bankede vi løs med sutsko på plastrør, lavede lyde med blæst/vind og plastflasker, spillede på fliser i forskellige størrelser, scratchede på mixerpult, sang i mikrofon, spillede på glasflasker med vand i og meget mere. Wow hvor vi fik skabt nogle fede lyde, og vi smilede næsten hele vejen igennem udstillingen. Det var sjovt.  

På næste etage handlede det om klimaet og naturen. Vi opbyggede byer på en kæmpe computerskærm, hvor der skulle tages hensyn til naturen. Spillede spil hvor vi skulle dyrke miljøvenlige grøntsager helst uden sprøjtegifte, for ellers ville folk ikke købe dem. Det gik der lidt konkurrence i :-).Vi duftede til træer, og prøvede at se som forskellige dyr f.eks. en ørn og en fisk – det var ret specielt og forvirrende. Vi byggede “huse”, og så hvad tornadoer gjorde ved dem. Vi lærte om vandets vej frem til husene via et kæmpe væg kuglespil.

Øverst oppe på den sidste etage blev vi taget med op i rummet. Vi prøvede at arbejde som astronauter med laaang-sooom-meee bevægelser, hvor vi skulle flytte nogle kugler med en fangearm. Der var også nogle sæder, man kun ligge i, hvor man, via en skærm over hovedet, kunne følge en opsending af en rumraket med indbygget bevægelser/rystelser i stolen. Vi sluttede etagen af med at lave energi/strøm igennem bevægelser på en “gyngehest” til henholdsvis en blæser og en radio. 

Fra udstillingen kunne vi gå udenfor, og der var en klatrevæg og en gårdhave med miljøvenlig planter. Det var ikke lige højsæson, så den var ikke særlig prangende. Klatrevæggen var mega varm, der i solen, men Astrid og Magnus prøvede det selvfølgelig af. Den var fin – pæn og velholdt.

Vi sluttede besøget af nede i cafeen med the, kaffe og juice. Alle var enige om, at det godt nok havde været en spændende dag. Hele vejen igennem havde der været information på både bulgarsk og engelsk, og det havde været overkommeligt læsestof, så vi syntes, at vi var velinformeret og kunne fortælle, det meste, videre til Astrid og Magnus, som spurgte nysgerrigt undervejs.

Vi var blevet mødt af venligt og smilende personale ved indgangen og undervejs, og de var gode til engelsk og ville gerne tale det. Stedet er rent og pænt og virker nyt og opdateret.

Ja så er vi nået til prisen for denne dag og en bedømmelse: sølle 150 kr for 2 børn og 2 voksne. Det er da et fund. Vi tænker helt sikkert, at Muzeiko er et “MUST SEE”, hvis man er i Sofia. Bedømmelsen kommer her:

Bedømmelse af Muzeiko Science Center

Sofia Zoologiske Have

Det første der er at sige, er, at det er billigt at komme i zoologisk have i Sofia.
Ved indgangen betalte vi for 2 voksne og 2 børn – 12 lev (bulgariens valuta) svarende til ca. 45 danske kroner.
Det næste der er at sige, er, at det også er en gammel have, der bærer præg af tidens tand. Når det så er sagt, så fik vi en rigtig dejlig tur i haven – og fik set mange dyr og leget på legepladser. Det sidste er mindst lige så vigtigt, for de to børn vi havde med.

Da vi lige kom ind i haven, kom vi i tanke om den klassiske turist fejl, når man lige er kommet fra et vesteuropæisk land. Vi havde ikke hævet kontanter. Havens førstehåndsindtryk kunne godt tyde på, at muligheden for at bruge hævekort var begrænset. Vi traf en hurtig beslutning – at den ene af os gik på jagt efter en hæveautomat uden for haven. Efter noget søgen lykkedes det, og vi havde nu lokal valuta på hånden. Det viste sig dog at være en unødvendig bekymring, da vi sagtens kunne betale med Visa/Mastercard i boder og kiosker i haven.

Haven er i omfang stor og der er mange dyr. Haven oplyser selv, at de har 2460 dyr fordelt på 312 arter. Der er udendørs burer, terrarie, akvarium og fuglevoliere.
Som sagt er anlægget slidt, og det trækker lidt ned. Vi har som familie set mange zoos gennem årene, og vi er meget opmærksomme på, om dyrene har det godt. Det var vores umiddelbare indtryk. Bygningen med det indendørs terrarie var rigtig flot – typisk østeuropæisk stil – som man også ser i Berlin-Friedrichsfelde Zoo.
Her brugte vi ret meget tid – og en af de største oplevelser var, da ungerne fandt et terrarie fyldt med snegle!
Det var alligevel en anderledes dyreart at udstille – synes især ungerne

Ude i haven var mulighederne for at få forfriskninger gode. Mange små boder og kiosker med mad og drikke – og is. Vi var vist i slutningen af sæsonen, for udvalget var lidt begrænset. Men vi fik kugle is, hvilket passede perfekt til vejret. En sjov detalje var, at isen ikke blev betalt pr. kugle (som også var meget store), men pr. vægt (hvilket så begrundede de store kugler is 🙂 ). Men det var stadig billigt
Vi gjorde holdt ved et par af havens legepladser, og slap ungerne fri, mens vi sad og nød solens varme stråler, og tænkte på regnvejret i Danmark.

Som udflugtsmål for børnefamilier, kan vi sagtens anbefale Sofia Zoologiske Have.Standarden er ikke som i andre kendte haver – til gengæld er entreprisen også meget billig. Så hvis man gerne vil væk fra storbyens travlhed og jag, så kan man sagtens få nogle gode timer i haven – både store og små.

Grunden til, at vi har valgt, at vurdere zoo i “antal bjørne”, er, at de første indhegninger, vi mødte, indeholdt en eller to bjørne af forskellige arter og sådan fortsatte det et godt stykke tid ind gennem parken.

Vores bedømmelse kommer her:

Bedømmelse Zoo Sofia

Kambanite Parken – Klokke Monumentet

Vi tog bilen hen til parken og heldigvis for det, da den lå et stykke væk fra byen. Vi brugte mobilens guide til at komme frem, og det lykkedes da også til sidste efter at have vendt rundt et par gange. Vi spurgte også en dame i nærheden, men da vi ikke helt forstod forklaringen, endte det med at vi tog en stigning op igennem noget skov, der omkranser parken. Øh… det syntes børnene var ret sjovt, og vi blev lidt pinlige berørte, da vi opdagede, at vi kom op i midten af parken. Da vi gik derfra, gik vi på stien, som var meningen og egentlig også ret nem at finde – set i bakspejle.

Kambanite parken eller The Bells Park, Kambanite består af et højt monument omkranset af en mur med ophængte klokker fra stort set alle lande. Parken er skabt, som et minde om “at alle børn fortjener et godt liv” i hele verden, og den er fra 1979, hvor der blev afholdt en stor børnefestival. En smuk tanke.

Vi drønede rundt og ringende med (næsten) alle klokker, imens vi talte om, hvilket land den kom fra. Vi fandt selvfølge også Danmarks bidrag – en lille lidt anonym klokke, men vi har som danskere måske ikke brug for de store armbevægelser. Vi var godt tilfredse.

Der var sol, dejligt vejr, og det var sjovt at få lov til at larme lidt 🙂 .

Her er vores bedømmelse:

Bedømmelse - The Bells, Sofia, Bulgarien

Spise kager

Flere steder stødte vi på flotte og indbydende kager, og derfor var der ingen tvivl: det skulle afprøves! Dels fik vi på vores eget hotel, hvor man kunne købe fine kager, og de var lækre, men vores bedømmelse bygger på et sted inde i byen.

Nærmest for foden af statuen Saint Sofia lå der en italiensk cafe´,og da vi havde kørt ret meget rundt efter en parkeringsplads, og var endt under vejen i en lille parkeringskælder, trængte vi til at få ladet batterierne op. Der blev guffet og smagt hinandens. Astrid og Magnus fik hjemmelavet smoothies, som krævede lidt ekstra sukker, og vi voksne fik the og kaffe. Det var dejligt med en slapper, inden vi fortsatte ud i byen, nærmere bestemt hen til Banya Bashi Moskeen, hvis bygning Magnus havde udset sig, så selvfølgelig skulle vi derhen.

Her er vores bedømmelse:

Bedømmelse kager - Sofia, Bulgarien

Vitosha bjerget

Om mandagen opdagede vi, at hvis vi skulle op på Vitosha bjerget med lift, så skulle det have været i weekenden, for der kørte den kun på denne årstid. Nå men vi ville derop, så da bjergbestigningsdagen kom, kørte vi ud forbi liften, bare for at kigge. Den var rigtig nok ikke i action, men personalet sagde, at vi kunne køre derop, hvilket vi valgte. Det foregik ad en hullet asfalteret vej, hvor hullerne i vejen blev oftere og oftere og større og større. Ja tak det krævede tungen lige i munden på chaufføren (Morten), men sikke nogle omgivelser. Vejen var til begge sider beklædt med de smukkeste efterårstræer i et væld af farver – det var virkeligt flot.

Et godt stykke oppe holdt vi ind, for det kunne vi se, at andre gjorde. Temperaturen var faldet 10 grader og lå nu på 16 grader, men vi havde været forudseende og taget tøj med til det. Det der mødte os var et storslået naturlandskab. Sten på sten var som placeret ned af bjergsiden, som et vældigt “vandfald” bare lavet af sten, men det var naturskabt og virkeligt smukt. Vi gik langs “sten vandfaldet” opad, og undervejs stoppede vi mange gange for at nyde udsigten, samle pinde eller kogler, eller for at få pulsen ned for det var stejlt.

Luften var kølig, klar og ren, og en kæmpe kontrast i forhold til Sofia by, som kan være noget tung og præget af smog.

Efter gåturen kørte vi videre opad, for vi ville længere op mod toppen.

Da vi ikke kunne køre længere med bilen, holdt vi ind og betragtede udsigten ud over byen. Magnus fik plantet sit flag (en pind med et blad på), som et bevis på, at vi havde besteget  bjerget. Sådan!

Ekkoet blev prøvet af, og vi kørte ned ad bjerget igen. Undervejs holdt vi ind ved en restaurant, som havde set bedre dage, men som var godt besøgt. Vi bestilte suppe, brød og pommes til frokost, for det kunne vi se, mange af de andre gæster gjorde, og det smagte udemærket. Kommunikationen foregik således: vi talte engelsk og pegede på et engelsk menukort, og han svarede på bulgarsk og kiggede på et bulgarsk menukort og noterede ned. Det fungerede.

Vi gik en tur i skoven og nød naturens farver. Det var virkeligt smukt. Tilbage ved restauranten legede Astrid og Magnus med nogle hundehvalpe, inden turen fortsatte nedad bjerget igen. En helt utrolig tur havde det været, og vi er virkelig glade for, at vi gjorde det. Klart et must see and do, hvis man besøger Sofia.

Her er vores bedømmelse:

Bedømmelse Vitosha Bjerget, Sofia Bulgarien

Klar, parat, feriestart – Kør!

I vores familie er det en tradition, at sommerferien er “køre selv” ferie.

Gennem de sidste mange år er vi draget sydpå til Kroatien. Ikke samme sted, for vi varierer meget mellem det nordlige og sydlige Kroatien. Holland og Belgien har også været besøgt i bil. Derfor skulle bilen i år atter pakkes til den lange tur sydpå – godt 1900 km., der også indeholdt tre overnatninger syd for Salzburg i Østrig, nærmere bestemt det fantastiske bjergområde Werfenweng. På vejen hjemad havde vi planlagt to overnatninger omkring Poréc for at komme i badeland, inden turen gik helt hjem.
Det kræver en vis planlægning at blive klar til sådan en tur – og rutinerne går ofte ind og overtager.

Efter at have gjort bilen ferieklar – støvsuget og vasket, skulle alle de nødvendige ting krydses af.

Registreringsafgift – ✔️
Grønt kort til bilen – ✔️
Motorvejsmærkater – ✔️
Mønter til toiletter på motorvejen – ✔️
Pas fra skabet i handskerummet – ✔️

Nu var vi klar og kl. 4 afsted ud i det blå.

Ur bil sommerferie afgang
Udsigten fra vores lejlighed i skisportsstedet i Werfenweng, Østrig, hvor vi overnattede 3 nætter på vej til Kroatien. Herfra genindtog vi Salzburg, besøgte saltmine og Burg Hohenwerfen
Udsigt fra Burg Hohenwerfen i Østrig
Grænseovergangen Rosenbach mellem Østrig og Slovenien. Kø ind mod Karawankentunnelen.

Gennem det grænseløse Europa

Vi ramte den dansk/tyske grænse omkring kl. 5 og kørte lige ind i Tyskland uden stop. Tyskland er bare enorm lang at skulle igennem, når man ikke har ærinde deri – men belønningen kommer, når man rammer det sydlige Tyskland og Østrig.
Bjerge og dermed feriestemning.

Grundet meget vejarbejde gennem Østtyskland blev det sent om aftenen, da vi krydsede  den Østrigske grænse – og ankom sikkert til vores lejlighed i Werfenweng. Her fik vi tre dage med helt fantastiske oplevelser – hvor vi genindtog Salzburg og omegn, så også Magnus kunne “huske”, det vi oplevede, da han var lille – og havde set billeder af.

Mandag morgen sad vi atter i bilen – spændte på, hvordan resten af turen til Kroatien ville forløbe.
For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være særdeles tidskrævende at krydse grænsen fra Østrig til Slovenien og senere ind i Kroatien – alt efter hvilken grænseovergang, man vælger.

Det afhænger igen meget af, hvor i Kroatien man skal hen.

Vi skulle over ved Rosenbach og dermed igennem Karawankentunnelen. Her kommer man kørende fra en mange sporet motorvej og skal igennem en tunnel med et spor. Denne mandag formiddag gik det forholdsvist hurtigt. Men der kan være både 10 – 15 kilometer kø, alt efter rejsedage. Det sammenholdt med varme dage. Vi har tidligere passeret samme sted, i en varme så massiv, at de østrigske grænse toldere har stået og udleveret rammer med vand.

Vel inde i Slovenien kunne vi begynde at tale om, hvordan vandet i Kroatien mon var. Vi har tidligere år ofte været så forsinkede, at vi er ankommet til vores lejlighed sent om aftenen og blot kunnet gå direkte i seng. Ikke det sjoveste, når man nu som barn og voksne, har glædet sig til at springe i det klare vand – og for at nå dertil at accepteret en lang køretur.
I år var udsigten til en tur i vandet ved ankomst – mere end god. Faktisk så god, at Magnus fik lovning på, at det ønske blev opfyldt.

På afveje

Syd for Sloveniens hovedstad, Ljubljana, drejede vi fra motorvejen – og blev ledt over på en “hovedvej”. Når Apples “kort” gør det, bliver vi ofte nervøse, fordi vi før har oplevet at ende i en ørkesløs kørsel bag lastbiler og andet tungt trafik uden mulighed for at rykke udenom.

Men vi i fik styr på, at vi var på rette vej, omend det var et langt stykke gennem bjerge. Vejen gennem bjerglandskabet, ned mod en dal – havde vi aldrig før kørt på. Fornemmelsen af begyndende køresyge gjorde, at vi alle i bilen var enige om, at den vej aldrig kom til at stå på en liste over “Roads you have to try – before…”. Vi behøvede den i hvert fald ikke igen.

Endelig kom vi ned i en dal og på Apple Carplay, kunne vi se grænsen – beliggende på en flod. Nu kunne vi med sikkerhed sige, at vi nåede frem i god tid – for vi ville køre ind i Kroatien før middag.

På grænsen af det muliges kunst

Der er ikke mange biler ved grænseovergangen, Metlika, så vi kører frem, og Morten åbner handskerummet med passene.
Ud tager han – 4 pas! 4 pas – 4 pas, hvor er det sidste? Hurtigt får vi bladret igennem passene og indser, at det er Mathildes pas, der mangler.

Stadig i kø frem mod den slovenske grænsekontrol – stemningen er nu ret presset.

I vinduet sidder en slovensk kvindelig tolder – og Morten giver passene og siger lidt let og frejdigt, at: “vi desværre ikke lige kan finde det sidste”.

Var vi i tvivl om alvoren, så fornemmer vi det ret hurtigt i ansigtet på tolderen.
Hun slår ud med armene og spørger: – “hvad vi har tænkt os?”
Vi kunne have været lidt friske og sendt en joke afsted – men nej, det her kunne vi ret klart mærke  krævede diplomati.

Tolderen rejser sig fra sin plads og går ud af toldhuset. Der opstår lidt uro blandt de andre toldere, og der forklares med stor gestikulering fra vores tolder. Vi bliver peget ind til siden i “neutral zone”, og får her lov til at lede efter det bortkomne pas. Alt imens er de tilstedeværende 4 pas inddraget.

Efter en kort overfladisk søgning i bilen og i tasker, må vi erkende, at passet ikke er der. For det går op for os, at vi i den frie bevægeligheds hellige navn – Schengen, ikke har haft brug for pas før nu. At vi skal bruge dem nu skyldes, at Kroatien nok er med i EU, men ikke i Schengen – og Slovenien derfor er den yderste grænse i Europa!

Med nogle meget stille børn i bilen, går vi begge ydmyge over til tolderen. Vi forklare, at vi simpelthen ikke kan finde passet. Vi viser foto af passet, som vi har på telefonen – fordi vi lige har bestilt indrejsetilladelse til USA. Tolderen trækker på skulderen og begynder at skrive pasnumrene og navne ned på et stykke papir.

Et kort øjeblik er vi i den tro, at et mirakel vil ske – og vi får lov at passere. Men nej!
I næste nu slår tolderen op på internettet og skriver to telefonnumre ned til os. Et til den danske ambassade i Wien – 470 km væk, og et nummer til det danske konsulat i Ljubljana – 100 km. væk. Igennem det bjergpas vi aldrig skulle køre i igen!

Vi får sedlen med numrene, tolderen går atter ud af toldhuset – med de fire pas i hånden og beder os vende bilen, og køre retur til Slovenien. Inde på Slovensk jord, får vi atter de fire pas – og et “goodbye!”

Billeder af de fire pas vi havde fået med på turen. Men med fem personer i bilen, en slovensk tolder der fangede fejlen, blev det en træls formiddag på den slovenske/kroatiske grænse.
Det danske rigsskjold der pryder facaden på Det Danske Konsulat i Ljubljana . Dette er ikke et sted der anbefales at besøge, hvis vejen går til Sloveniens hovedstad.
Inside! Smilene er så småt begyndt at vende tilbage - Magnus underholder og vi joker med hinanden. Vi kan se en ende på vores trængsler.
Dette var det eneste vi fik set af Adriaterhavets lokkende blå farve denne dag - på afstand fra bilen, ned gennem Kroatien.

Halvdagstur til Sloveniens hovedstad - fire ting du ikke bør opleve!

Ved siden af grænsen er der en parkeringsplads – hvor vi holder ind og noget rystet går i handlingsmode! Det føles uoverskueligt – for ingen af os har prøvet noget der ligner før! Vi får ringet til det danske konsulat i Ljubljana – da det, bjergpasset til trods, er det mindst ringe bud på en løsning.

Her får vi fat i en kvinde, der meget grundigt forklare processen – på engelsk. Først må vi til Ljubljana og finde en politistation – hvor passet skal meldes bortkommet og have en kvittering. Derefter skal vi have taget billede af Mathilde, hvorefter vi er klar til at komme op på konsulatet. Her skal vi udfylde dokumenter, og så skal vi, som forældre, skrive under! Endnu en kæmpe udfordring opstår. Mathildes far sidder i Danmark!
Vi får at vide, at eneste mulighed er, at vi får fremsendt en fuldmagt med underskrift fra Mathildes far. På samme vilkår, som ved pasfornyelser i Danmark, hvor forældrene ikke bor sammen.

Mens vi sørger for de forskellige ting – vil medarbejderen på det danske konsulat, kontakte Den danske ambassade i Wien for at få det fornødne på plads. Heldigvis er Mathildes far klar – Borger.dk og NemID er en genial opfindelse. Fuldmagt afgives, og vi kan efter noget frokost bevæge os mod den slovenske hovedstad.

Her finder vi hovedpolitistationen og efter lidt ventetid, kan vi afgive vores “anmeldelse” Det er til stor undren for det slovenske politi, at vi overhovedet er kommet så langt uden at skulle vise vores pas. Vi siger ordet “Schengen”, og der nikkes anerkendende.
Det hele er ved at skride, da vi bliver spurgt til, hvad vi tror, der er sket med passet. Morten får sagt, at “det jo måske ligger derhjemme” – men feber reddes af Anita – der klogeligt afviser denne tanke som en vildfarelse.

Anmeldelsen modtages og med kvitteringen i hånden, går jagten ind på næste skridt på vejen. Et sted til pasfoto. Dette klares for 10€, stemningen i flokken er opadgående.

Ret hurtigt får vi fundet konsulatet – og mødes i porten af det danske rigsskjold! Vi møder medarbejderen, vi talte i telefon med – og henvises til et mødelokale, der er indrettet med danske møbler, billeder fra København, H.C. Andersen og andet hjemmevant.  På væggen hænger billeder af Dronning Margrethe og afdøde Prins Henrik.
Nu er stemningen næste løssluppen – vi fornemmer, at vi er ved at være i mål. Vi joker lidt med, om de mon er klar over, at prinsen er død! (Men vi siger det dog ikke)

Efter lidt papirarbejde – lidt misforståelse af de danske dokumenter – får Mathilde overdraget et rødbedefarvet provisorisk dansk pas. Til gengæld må vi afregne 138 € – lidt over 1000 danske kroner. For at opmuntre os, fortæller medarbejderen, at det rent faktisk ofte sker, at danskere står ved grænsen uden pas. Det er en almindelig opfattelse, at man kan rejse uden – alene på billede-id.
Så at mangle et pas er ikke en skam – når nu vi er fem mand afsted.

Vi finder bilen – sætter kursen mod Adriaterhavets lokkende vand. Jep, for trejde gang samme dag, gennem det trælse bjergpas, ned til grænsen ved Metlika. Desværre – eller måske heldigt nok, er tolderen ikke det samme. Fem pas findes frem – løseligt kontrolleres de, og vi kører nu ud af Schengen og ind i Kroatien.

Nej – vi nåede ikke i vandet, som lovet – men vi kørte langs det resten af dagen. Vi ankom til øen Okrug Gornji ved Trogir, sent om aftenen. Trætte, brugte, ærgerlige over de ekstra penge – men alligevel lettede over at være nået frem.

Tre pas på to måneder

Det femte pas! Ja det lå i skuffen under, hvor de andre pas lå. Adskilt fordi vi givetvis har brugt fire pas til Tyskland, engang Mathilde ikke var med.  Der er nok ikke nogen tvivl om, at sætningen om at huske “Pas, penge og billetter – Alle pas”, vil ligge dybt i os på vej ud af indkørslen til nye rejseoplevelser!

Det provisoriske pas gælder i 3 måneder, passet i skuffen, der lige var lavet i foråret – ja det er ugyldigt. Udtaget af systemet! Desværre er det også det pas, vi søgte indrejsetilladelse til USA på – der blev godkendt samme dag, som vi kørte ind i Slovenien. Så nu må vi på den igen – 3. pas på et par måneder.

Men det må vi tage med – sådan må det være, når man samler på oplevelser. Så kommer der af og til også bump med på vejen!

Fuldt hus med pas - med det provisoriske pas, der skiller sig ud fra mængden.