Klar, parat, feriestart – Kør!

I vores familie er det en tradition, at sommerferien er “køre selv” ferie.

Gennem de sidste mange år er vi draget sydpå til Kroatien. Ikke samme sted, for vi varierer meget mellem det nordlige og sydlige Kroatien. Holland og Belgien har også været besøgt i bil. Derfor skulle bilen i år atter pakkes til den lange tur sydpå – godt 1900 km., der også indeholdt tre overnatninger syd for Salzburg i Østrig, nærmere bestemt det fantastiske bjergområde Werfenweng. På vejen hjemad havde vi planlagt to overnatninger omkring Poréc for at komme i badeland, inden turen gik helt hjem.
Det kræver en vis planlægning at blive klar til sådan en tur – og rutinerne går ofte ind og overtager.

Efter at have gjort bilen ferieklar – støvsuget og vasket, skulle alle de nødvendige ting krydses af.

Registreringsafgift – ✔️
Grønt kort til bilen – ✔️
Motorvejsmærkater – ✔️
Mønter til toiletter på motorvejen – ✔️
Pas fra skabet i handskerummet – ✔️

Nu var vi klar og kl. 4 afsted ud i det blå.

Ur bil sommerferie afgang
Udsigten fra vores lejlighed i skisportsstedet i Werfenweng, Østrig, hvor vi overnattede 3 nætter på vej til Kroatien. Herfra genindtog vi Salzburg, besøgte saltmine og Burg Hohenwerfen
Udsigt fra Burg Hohenwerfen i Østrig
Grænseovergangen Rosenbach mellem Østrig og Slovenien. Kø ind mod Karawankentunnelen.

Gennem det grænseløse Europa

Vi ramte den dansk/tyske grænse omkring kl. 5 og kørte lige ind i Tyskland uden stop. Tyskland er bare enorm lang at skulle igennem, når man ikke har ærinde deri – men belønningen kommer, når man rammer det sydlige Tyskland og Østrig.
Bjerge og dermed feriestemning.

Grundet meget vejarbejde gennem Østtyskland blev det sent om aftenen, da vi krydsede  den Østrigske grænse – og ankom sikkert til vores lejlighed i Werfenweng. Her fik vi tre dage med helt fantastiske oplevelser – hvor vi genindtog Salzburg og omegn, så også Magnus kunne “huske”, det vi oplevede, da han var lille – og havde set billeder af.

Mandag morgen sad vi atter i bilen – spændte på, hvordan resten af turen til Kroatien ville forløbe.
For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være særdeles tidskrævende at krydse grænsen fra Østrig til Slovenien og senere ind i Kroatien – alt efter hvilken grænseovergang, man vælger.

Det afhænger igen meget af, hvor i Kroatien man skal hen.

Vi skulle over ved Rosenbach og dermed igennem Karawankentunnelen. Her kommer man kørende fra en mange sporet motorvej og skal igennem en tunnel med et spor. Denne mandag formiddag gik det forholdsvist hurtigt. Men der kan være både 10 – 15 kilometer kø, alt efter rejsedage. Det sammenholdt med varme dage. Vi har tidligere passeret samme sted, i en varme så massiv, at de østrigske grænse toldere har stået og udleveret rammer med vand.

Vel inde i Slovenien kunne vi begynde at tale om, hvordan vandet i Kroatien mon var. Vi har tidligere år ofte været så forsinkede, at vi er ankommet til vores lejlighed sent om aftenen og blot kunnet gå direkte i seng. Ikke det sjoveste, når man nu som barn og voksne, har glædet sig til at springe i det klare vand – og for at nå dertil at accepteret en lang køretur.
I år var udsigten til en tur i vandet ved ankomst – mere end god. Faktisk så god, at Magnus fik lovning på, at det ønske blev opfyldt.

På afveje

Syd for Sloveniens hovedstad, Ljubljana, drejede vi fra motorvejen – og blev ledt over på en “hovedvej”. Når Apples “kort” gør det, bliver vi ofte nervøse, fordi vi før har oplevet at ende i en ørkesløs kørsel bag lastbiler og andet tungt trafik uden mulighed for at rykke udenom.

Men vi i fik styr på, at vi var på rette vej, omend det var et langt stykke gennem bjerge. Vejen gennem bjerglandskabet, ned mod en dal – havde vi aldrig før kørt på. Fornemmelsen af begyndende køresyge gjorde, at vi alle i bilen var enige om, at den vej aldrig kom til at stå på en liste over “Roads you have to try – before…”. Vi behøvede den i hvert fald ikke igen.

Endelig kom vi ned i en dal og på Apple Carplay, kunne vi se grænsen – beliggende på en flod. Nu kunne vi med sikkerhed sige, at vi nåede frem i god tid – for vi ville køre ind i Kroatien før middag.

På grænsen af det muliges kunst

Der er ikke mange biler ved grænseovergangen, Metlika, så vi kører frem, og Morten åbner handskerummet med passene.
Ud tager han – 4 pas! 4 pas – 4 pas, hvor er det sidste? Hurtigt får vi bladret igennem passene og indser, at det er Mathildes pas, der mangler.

Stadig i kø frem mod den slovenske grænsekontrol – stemningen er nu ret presset.

I vinduet sidder en slovensk kvindelig tolder – og Morten giver passene og siger lidt let og frejdigt, at: “vi desværre ikke lige kan finde det sidste”.

Var vi i tvivl om alvoren, så fornemmer vi det ret hurtigt i ansigtet på tolderen.
Hun slår ud med armene og spørger: – “hvad vi har tænkt os?”
Vi kunne have været lidt friske og sendt en joke afsted – men nej, det her kunne vi ret klart mærke  krævede diplomati.

Tolderen rejser sig fra sin plads og går ud af toldhuset. Der opstår lidt uro blandt de andre toldere, og der forklares med stor gestikulering fra vores tolder. Vi bliver peget ind til siden i “neutral zone”, og får her lov til at lede efter det bortkomne pas. Alt imens er de tilstedeværende 4 pas inddraget.

Efter en kort overfladisk søgning i bilen og i tasker, må vi erkende, at passet ikke er der. For det går op for os, at vi i den frie bevægeligheds hellige navn – Schengen, ikke har haft brug for pas før nu. At vi skal bruge dem nu skyldes, at Kroatien nok er med i EU, men ikke i Schengen – og Slovenien derfor er den yderste grænse i Europa!

Med nogle meget stille børn i bilen, går vi begge ydmyge over til tolderen. Vi forklare, at vi simpelthen ikke kan finde passet. Vi viser foto af passet, som vi har på telefonen – fordi vi lige har bestilt indrejsetilladelse til USA. Tolderen trækker på skulderen og begynder at skrive pasnumrene og navne ned på et stykke papir.

Et kort øjeblik er vi i den tro, at et mirakel vil ske – og vi får lov at passere. Men nej!
I næste nu slår tolderen op på internettet og skriver to telefonnumre ned til os. Et til den danske ambassade i Wien – 470 km væk, og et nummer til det danske konsulat i Ljubljana – 100 km. væk. Igennem det bjergpas vi aldrig skulle køre i igen!

Vi får sedlen med numrene, tolderen går atter ud af toldhuset – med de fire pas i hånden og beder os vende bilen, og køre retur til Slovenien. Inde på Slovensk jord, får vi atter de fire pas – og et “goodbye!”

Billeder af de fire pas vi havde fået med på turen. Men med fem personer i bilen, en slovensk tolder der fangede fejlen, blev det en træls formiddag på den slovenske/kroatiske grænse.
Det danske rigsskjold der pryder facaden på Det Danske Konsulat i Ljubljana . Dette er ikke et sted der anbefales at besøge, hvis vejen går til Sloveniens hovedstad.
Inside! Smilene er så småt begyndt at vende tilbage - Magnus underholder og vi joker med hinanden. Vi kan se en ende på vores trængsler.
Dette var det eneste vi fik set af Adriaterhavets lokkende blå farve denne dag - på afstand fra bilen, ned gennem Kroatien.

Halvdagstur til Sloveniens hovedstad - fire ting du ikke bør opleve!

Ved siden af grænsen er der en parkeringsplads – hvor vi holder ind og noget rystet går i handlingsmode! Det føles uoverskueligt – for ingen af os har prøvet noget der ligner før! Vi får ringet til det danske konsulat i Ljubljana – da det, bjergpasset til trods, er det mindst ringe bud på en løsning.

Her får vi fat i en kvinde, der meget grundigt forklare processen – på engelsk. Først må vi til Ljubljana og finde en politistation – hvor passet skal meldes bortkommet og have en kvittering. Derefter skal vi have taget billede af Mathilde, hvorefter vi er klar til at komme op på konsulatet. Her skal vi udfylde dokumenter, og så skal vi, som forældre, skrive under! Endnu en kæmpe udfordring opstår. Mathildes far sidder i Danmark!
Vi får at vide, at eneste mulighed er, at vi får fremsendt en fuldmagt med underskrift fra Mathildes far. På samme vilkår, som ved pasfornyelser i Danmark, hvor forældrene ikke bor sammen.

Mens vi sørger for de forskellige ting – vil medarbejderen på det danske konsulat, kontakte Den danske ambassade i Wien for at få det fornødne på plads. Heldigvis er Mathildes far klar – Borger.dk og NemID er en genial opfindelse. Fuldmagt afgives, og vi kan efter noget frokost bevæge os mod den slovenske hovedstad.

Her finder vi hovedpolitistationen og efter lidt ventetid, kan vi afgive vores “anmeldelse” Det er til stor undren for det slovenske politi, at vi overhovedet er kommet så langt uden at skulle vise vores pas. Vi siger ordet “Schengen”, og der nikkes anerkendende.
Det hele er ved at skride, da vi bliver spurgt til, hvad vi tror, der er sket med passet. Morten får sagt, at “det jo måske ligger derhjemme” – men feber reddes af Anita – der klogeligt afviser denne tanke som en vildfarelse.

Anmeldelsen modtages og med kvitteringen i hånden, går jagten ind på næste skridt på vejen. Et sted til pasfoto. Dette klares for 10€, stemningen i flokken er opadgående.

Ret hurtigt får vi fundet konsulatet – og mødes i porten af det danske rigsskjold! Vi møder medarbejderen, vi talte i telefon med – og henvises til et mødelokale, der er indrettet med danske møbler, billeder fra København, H.C. Andersen og andet hjemmevant.  På væggen hænger billeder af Dronning Margrethe og afdøde Prins Henrik.
Nu er stemningen næste løssluppen – vi fornemmer, at vi er ved at være i mål. Vi joker lidt med, om de mon er klar over, at prinsen er død! (Men vi siger det dog ikke)

Efter lidt papirarbejde – lidt misforståelse af de danske dokumenter – får Mathilde overdraget et rødbedefarvet provisorisk dansk pas. Til gengæld må vi afregne 138 € – lidt over 1000 danske kroner. For at opmuntre os, fortæller medarbejderen, at det rent faktisk ofte sker, at danskere står ved grænsen uden pas. Det er en almindelig opfattelse, at man kan rejse uden – alene på billede-id.
Så at mangle et pas er ikke en skam – når nu vi er fem mand afsted.

Vi finder bilen – sætter kursen mod Adriaterhavets lokkende vand. Jep, for trejde gang samme dag, gennem det trælse bjergpas, ned til grænsen ved Metlika. Desværre – eller måske heldigt nok, er tolderen ikke det samme. Fem pas findes frem – løseligt kontrolleres de, og vi kører nu ud af Schengen og ind i Kroatien.

Nej – vi nåede ikke i vandet, som lovet – men vi kørte langs det resten af dagen. Vi ankom til øen Okrug Gornji ved Trogir, sent om aftenen. Trætte, brugte, ærgerlige over de ekstra penge – men alligevel lettede over at være nået frem.

Tre pas på to måneder

Det femte pas! Ja det lå i skuffen under, hvor de andre pas lå. Adskilt fordi vi givetvis har brugt fire pas til Tyskland, engang Mathilde ikke var med.  Der er nok ikke nogen tvivl om, at sætningen om at huske “Pas, penge og billetter – Alle pas”, vil ligge dybt i os på vej ud af indkørslen til nye rejseoplevelser!

Det provisoriske pas gælder i 3 måneder, passet i skuffen, der lige var lavet i foråret – ja det er ugyldigt. Udtaget af systemet! Desværre er det også det pas, vi søgte indrejsetilladelse til USA på – der blev godkendt samme dag, som vi kørte ind i Slovenien. Så nu må vi på den igen – 3. pas på et par måneder.

Men det må vi tage med – sådan må det være, når man samler på oplevelser. Så kommer der af og til også bump med på vejen!

Fuldt hus med pas - med det provisoriske pas, der skiller sig ud fra mængden.

Det er ingen hemmelighed, at hele vores familie har tabt vores hjerter for Grønland som rejsemål.

Nærheden i Grønland betyder noget – når man rejser som familie. For det giver ofte en anden måde at være sammen på end i hverdagen – muligheden for at opleve sammen i samme tempo og i Grønland kan alle følge med. Noget af det der slog os, som turister i Grønland, var mødet med grønlænderne generelt. Uanset hvor vi har været, er vi blevet taget imod, hilst på og smilt til – helt uden opfordring.

Nu er det også ret nemt, at kende turister fra de lokale i Grønland. Ofte er påklædningen ikke helt i sync med det reelle behov – vejr, vind og føret, hvorfor man skiller sig ud alene på den baggrund. Måske får man også lidt sympati på den konto.

Noget af det vi, som familie, gerne vil, når vi rejser er, at komme så tæt på det sted vi er. I den sammenhæng er de lokale altså bare det bedste bud på, at få det til at ske. Selvfølgelig kan vi ikke leve som lokale – men vi kan opsøge muligheden for at få et indblik i deres hverdag. Det er giver også vores børn en langt større forståelse for bla. kulturen og forskelle fra den hverdag vi har som familie.
Dette giver Grønland rig mulighed for – og det er enten billigt eller helt gratis. For grønlændere som folk er både åbne, hjertelige og nysgerrige – så det gælder om ikke at holde sig tilbage. Et lille fælles grin, en mulig fælles bekendt eller bare et nysgerrigt spørgsmål kan sætte meget mere i gang.

Her er vores forslag til, hvordan man kan komme helt tæt på – også som familie:

Taxaer – Grønlands svar på Uber
Sæl på slæb - Havnen i Ilulissat
Fangere skal transportere en sæl hjem fra havnen i Ilulissat. Sælen bindes efter den taxen. Det er nok kun i Grønland, man kan opleve, at en bil komme kørende gennem byen med en sæl "skøjtende" efter. Sælen skal givetvis bruges til foder til slædehundene.
Taxer foran Pisiffik Ilulissat
Eftermiddag foran dagligvarebutikken Pisiffik i Ilulissat. Folk tager taxa op og handler, og taxaerne venter til indkøbene er færdige.

Grønland er taxaernes land. For mange giver det ikke mening at have bil – Det er både dyrt og så er der ikke mange km. vej i hver by og ingen byer er forbundne med veje. Derfor drøner folk rundt i taxaer – op og handler, på besøg, til og fra havnen.

Vores familie hoppede også med på Grønlands svar på Uber og benyttede samtidig køreturerne, til at tale med chaufførerne. Her kan man få mange gode lokale fortællinger – mere eller mindre sandfærdige, gode råd og forslag – og mærke lidt til, hvad der rører sig for de lokale.
Det bedste af det hele er, hvis man så rammer ind i den samme chauffør – så kan det næsten være som at gense sin familie. Eller med en tvillingebror til en chauffør man kørte med dagen før! Det skete for os i Sisimiut. Han vidste udemærket godt, hvem vi var. Far, mor og tre unger i forskellige højder – og det vidste mange andre nok også.

“Brættet” – Den oprindelige fiske- og vildtforhandler
Økologiske Lommer til salg på "Brættet" i Nuuk, uden for Brugseni (Brugsen)
Økologiske Lommer til salg på "Brættet" i Nuuk, uden for Brugseni (Brugsen)
Hvalrosluffer - god til suppe?
Hvalrosluffer på "Brættet" i Sisimiut. Her er det en egentlig indendørs butik.

Brættet er det lokale marked i byen, hvor fangerne sælger deres fangst. I nogen større byer (altså grønlandske standarder), bla. Sisimiut og Ilulissat er det egentlige butikslokaler. I f.eks. Aasiaat er det en åben bygning ved havnen. Andre steder sælges der ting uden for supermarkederne. Uanset udformningen, så er det her de lokale kommer og handler sæl, fisk, rensdyr, bagværk og andet proviant.

Vi har fået den tradition at runde brættet, og se “hvad der er på hylderne i dag”. Dels giver det nogle gode snakke med børnene om, hvad tingene mon er. Da det ikke altid er til at se, så må man jo spørge. Den interesse føder ofte mere med sig – og grønlænderne vil meget gerne fortælle. Dog var de, med et glimt i øjet, lidt uforstående over, at vi ikke skulle have noget hvalros kød med hjem fra Brættet i Sisimiut. 

På brættet i Nuuk stod vi engang og så på nogle fugle, der lå til salg. Fangeren kom hen og sagde: ”De er økologiske, de der!…..” og brød sammen i et stort grin og tilføjede: “Danskerne gider ikke købe noget, men når vi siger: “det er økologisk, så er der nogen der hopper på”. 

Så var kontakten ligesom skabt.

Sømandshjemmene – Det lokale samlingssted
Sømandshjemmet i Aasiaat - set gennem skibsskrot
Bor man på Sømandsmandshjemmene i enten Sisimiut, Aasiaat eller Nuuk, er man sikker på at bo tæt på vandet. De ligger nemlig alle ved Havnen. Her på Sømandshjemmet i Aasiaat er udsigten fra mange af værelserne fantastisk.
Tidlig eftermiddag på Sømandshjemmet i Aasiaat
Sømandshjemmenes cafeterier er ikke fancy, men det er hyggeligt at sidde og drikke kaffe eller spise aftensmad sammen med de lokale. Her en tidlig eftermiddag på Sømandshjemmet i Aasiaat.

Sømandshjemmene findes i tre grønlandske byer. Sisimiut, Aasiaat og Nuuk. Det er missionshoteller, men både fantastiske at bo på og ikke mindst giver de mulighed for at møde de lokale. Alle tre hoteller ligger ved havnen i de enkelte byer, hvor der både er liv og ofte rigtig god udsigt mod havet.
Der er cafeer på hotellerne, hvor mange lokale kommer og drikker kaffe, spiser eller mødes med venner og bekendte, der bor der, eller er på gennemrejse. Det giver en rigtig god mulighed for, at være der hvor det sker. Vi har både i Aasiaat og Sisimiut spist på Sømandshjemmene og bare siddet og nydt stemningen. 

Ofte arrangerer Sømandshjemmene også sociale familiearrangementer, hvor alle er velkomne. Sømandshjemmene holder eks. også juleaften for de lokale, så de tager et stort socialt ansvar.

Haller og kultursteder – Hvor livet udfoldes
Kulturhus Sisimiut på valgdag 2018
Valgdag til Landstinget i Grønland 2018 i Sisimiut. Det er væsentlig anderledes end i Danmark, da der uden for valgstedet er musik og stemning - og folk mødes og snakker.
Kulturhus Sisimiut på valgdag 2018
Stemningen er også indenfor på valgstedet i kulturhuset i Sisimiut, hvor man også lige benytter muligheden for at snakke med dem man kender.

Er der noget, som grønlændere elsker og ikke mindst er gode til, så er det at mødes om noget og grine. Det er ikke en usandhed at skrive, at man hurtigt kan høre, når to grønlændere mødes for første gang efter længere tid.
I hallerne er der ofte aktiviteter, som er åbne for alle. Det kan være sportsstævner – futsal, danseaftener, biograf eller andet der giver mulighed for at samles.

Ordet “mik” kan puttes på mange former for arrangementer –  eks. “kaffe-mik”, “danse- mik”, “sang-mik” – og betyder selskabelig sammenkomst. I virkeligheden er ordet mik, lige så svært at beskrive, som det danske ord hygge. Det er noget, der bare findes, men som alle med grønlandsk blod i årene, fornemmer vigtigheden af.

Om sommeren sker tingene det oftere udenfor – men samles gør man.

Selvom man er turist, så er man mere end velkommen til at møde frem. Jo man vil skille sig ud, og måske bliver der også kigget lidt mere efter en. Men det er i virkeligheden nok mest fordi, grønlænderne er lige så nysgerrige som turisterne – fordi man har tradition for, at det at tale sammen, er den bedste vej til information.

Hils, smil og vær nysgerrig – Det gør de lokale
Sneleg i Ilulissat
Dagen efter en halvandet døgns snestorm - i danske perspektiv julen 2018. De lyse timer skal udnyttes til at handle, og Magnus, Astrid og Mathilde kan opleve rigtige snemængder på hovedgaden i Ilulissat.
På indkøb i Super 1 - Ilulissat
Nu skriver vi "gå, smil og hils" - det kan naturligvis være svært når man er pakket ind efter vejret - Her Mathilde på indkøb i Super 1 Ilulissat. Men grønlænderne gør det stadig - smiler og hilser - blandt andet ved at løfte øjenbrynene to gange som anerkendelse.

Vi har som familie været flere gange i Grønland – forskellige steder. Vi har været der i det lyse forår og i det hyggelige december vintermørke i julen.

Noget af det vi har nydt og brugt meget tid på, er, at gå rundt i byerne – i alt slags vejr og vind. For det gør de lokale! Når man gør det, er det bare om at smile og hilse, “Aluu”, til dem man møder. Får man muligheden (hvilket man altid gør), så vær oprigtigt nysgerrig.

Man kan have mange forestillinger, men grønlændere er et stolt folk, der gerne deler ud af deres historie og kultur, til de der vil lytte. Når der så er børn med, ja så åbnes der endnu flere muligheder, for børn har ofte vigtige ting på hjertet, der skal afklares. Allervigtigst er det, at grønlændere har en fantastisk og lun humor, som på mange måder afspejler den storhed der omgiver dem.

Det her er nogle af vores bud på, hvordan mødet med Grønland kan blive endnu mere intenst. For vores familie er netop mødet med den grønlandske befolkning noget af det, der også gør, at vi bare må tilbage.

Indlandsisen ved Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord
Indlandsisen ved Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord

Af Mathilde

Her den anden dag gik jeg og frøs rigtig meget. Jeg var på vej hjem fra skole, da jeg pludselig kom til at tænke tilbage til d. 26. april 2018. Den dag vi var i Indlandsisen på Grønland. Det var vores første tur til Grønland, og jeg var ved at dø af spænding, for jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, derfor var jeg også en smule nervøs.

Endelig kom den dag, hvor vi skulle til Indlandsisen. Vi var i byen Kangerlussuaq eller på dansk Søndre Strømfjord. Hele familien var fuld af spænding, alle havde forskellige ideer om, hvordan det så ud, men ingen af os fik ret. Rensdyr, sneharer og fugle af forskellige slags fulgte os vejen derud.

Jeg fik en knude i maven, da der dukkede en væltet turistbus op i det fjerne. Den lå på siden i grøften, og den ene side var helt smadret. Vores guide, som vi havde med derud, spurgte til hvad der var sket. Jeg sad forstenet omme på bagsædet og prøvede at få så meget af samtalen med som muligt. Jeg åndede lettet op, da jeg fandt ud af at ingen var kommet til skade. Buschaufføren, som var den eneste der var i bussen, havde fået et chok, men var heller ikke kommet til skade.

Væltet turistbus ved Kangerlussuaq/Søndestrømfjord - på vej ud mod Indlandsisen
Væltet turistbus ved Kangerlussuaq/Søndestrømfjord - på vej ud mod Indlandsisen

Vi kørte i et specielt, men flot landskab. Da vi var halvvejs, spiste vi en madpakke, som vi havde med. Vi stod i minus grader og så ud over de iskapper der tårnede sig op over os. Der gik ikke lang tid, før vi alle frøs helt inderlig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at ryste. Da vi kørte det sidste stykke, kunne jeg mærke trætheden skylle ind over mig. Vi var stået tidligt op, og nu sad jeg i en varm bil, så kunne ikke gøre andet end at lukke øjnene. Jeg slog øjnene øjeblikkeligt op, da jeg kunne mærke bilen stoppe. Vi var fremme. Vi måtte ud af bilen for at få vores overtøj på. Jeg kunne mærke den iskolde vind suse omkring mig. For at det overhovedet var muligt at gå på isen, måtte vi have en slags pigsko på. De føltes enormt tunge at have på, og man følte sig virkelig klodset. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville klare det uden skoene. Isen var mega glat, og flere gange måtte jeg rejse mig op, fordi jeg faldt.

Det føltes mærkeligt at tænke på, at man gik på omkring tre kilometer tyk is, og jeg var lidt bange for, at det hele bare ville knække, også selvom jeg vidste, at det ikke kunne ske.

Fællesbillede på Indlandsisen

Isen havde flere forskellige blå farver, og det var virkelig specielt at kunne gå der, fordi lige meget hvor man kiggede hen, var der is. Vi havde vores eget kamera med, så vi fik vores guide til at tage en masse billeder af os og det fantastiske landskab.

Kælketur på Indlandsisen
Kælketur på Indlandsisen

Vi skiftedes til at rutsje ned ad de små bakker af is, der var, men på vej ned opdagede vi, at der var en masse bump, vi skulle udenom. Så vi rutsjede bumpende, men også grinende ned ad de små bakker.

Jeg tror, vi vil være frosset til is, hvis vi ikke havde så meget tøj på, og det hjalp ikke så meget, da det så begyndte at blæse. Alt det løse sne hvirvlede rundt i luften, og vi måtte trække vores huer godt op om ørene. Mine fingre og fødder var følelsesløse, og til sidst var det som om ens fødder kunne gå mekanisk, men det var meget godt, for på vej mod bilen måtte jeg slæbe mig langsomt afsted. Det var isnende koldt, og man kunne rigtig mærke, hvordan kulden sneg sig ind på kroppen, og langsomt gjorde en kold. Inden vi nåede bilen, fortalte vores guide, at isen var meget ren, og derfor havde vi mulighed for at smage på det. Det lille stykke is var som en isterning, den smeltede langsomt på tungen og efterlod en speciel kold smag i munden.

På vej hjem i bilen mærkede jeg igen trætheden skylle ind over mig. Det havde været en lang dag, og jeg havde oplevet en masse.

Selvom det var en kold og udfordrende tur, var det også en af de mest fantastiske ture, jeg nogensinde har været på. Selvom ingen af os fik ret i hvordan det så ud, så jeg tænker stadig tilbage til den dag, hvor jeg var i midten af Grønland.

Page 2 of 3123