Børnene på hestestatue i Pragt Zoo
Zoologisk have i Prag - En kuperet men god oplevelse.
sommerhusudsigt
Udsigt fra sommerhuset - her er vi taget på mange turer fra

Billederne i denne artikel er fra tidligere efterårsferier og ture og således ikke fra det påtænkte rejsemål.

Go East!

Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt.
De sidste år har vi i efterårsferie og op til været i storbyer – og vi har set mod Øst flere gange.
Berlin, Prag og Krakow har været rejsemål i efteråret. Dels har vi kunnet køre dertil i bil, det er noget, børnene også godt kan lide.
Selve køreturen er for dem tæt forbundet med at opleve – fordi vi har kørt på ferier og ture, siden de var ganske små.

Mathilde har været på kør-selv-ferie, siden hun var 3 år. Astrid og Magnus var begge ca. 8-9 måneder, da vi kørte dem på sommerferie første gang.

Så for dem, er det en del af oplevelsen – og der er mange traditioner forbundet med denne rejseform. 

Mathilde er ikke hos os i efterårsferierne – dem holder hun hos sin far og sine søskende der. Sådan har det også været, siden Mathilde var 3 år – så det er også helt, som det skal være.

Da vi skulle planlægge efterårsferien i sensommeren, var vi enige om, at vi skulle et sted hen – som vi ikke normalt ville vælge.
Det skulle samtidig være et sted, hvor der var rig mulighed for oplevelser for både børn og voksne. Samtidig ville det være et plus, hvis pengene strakte længere.
Da vi var i Prag, var det sjovt for alle, at lommepengene rakte til mere. Det var ikke et ultimativt krav. Vigtigst var det, at vi kunne nyde nogle gode dage sammen – og få nye oplevelser med hjem.

Byer i overvejelse

I vores planlægning af efterårsferien var vi omkring flere lande og byer. Vi har altid haft en drøm om, at besøge Island, hvor vi har gode venner, der er flyttet dertil. Særligt naturen, tror vi, er en rejse værd. Men vi blev frarådet at rejse til Island i efteråret – Citat:”Det er lidt som en lottokupon vejrmæssigt”. Så den er stadig på listen over rejsemål – en anden årstid.

Efter at have rejst i Polen, har de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, også sneget sig op på vores liste. Der er noget ved at besøge tidligere østlande – også selvom der i disse er stor fremgang, og historiens vingesus bliver mindre synlig.

Sankt Petersborg blev også undersøgt intens og kunne være et rigtig interessant bud. Desværre viste det sig, at det at skulle have visum, for tiden er ret besværligt, fordi den “nemmeste” måde er via den russiske ambassade i Finland.

Ved et tilfælde dukkede Ukraine og Kiev op som mulighed. Dels er byen ofte nævnt i medierne, og det var bestemt ikke en by, som ville være førstevalg som familie rejsemål.

Men jo mere vi undersøgte, jo mere tiltagende var det. Kiev opfyldte i virkeligheden, alle de ønsker vi havde. Ukraine har også rigtig meget historisk omkring Tjernobyl ulykken. Noget der ville være meget spændende for os, som forældre, at se, da vi så serien på HBO. Men vi måtte også erkende, at det ville kræve en voksentur – eller vente til børnene var større.

Udfordringen for os blev, at vi skulle over Hamborg med fly, fordi vi simpelthen ikke kunne finde gode nok forbindelser. Derudover ville vi også gerne bo centralt – og på hotel, og det lykkedes ikke rigtig at finde noget, vi sagde super til.

Der er ingen tvivl om, at Kiev og Ukraine er “værd at besøge” for vores familie i fremtiden. Vi tænker, at der ligger rigtig mange anderledes oplevelser og venter – der kan tilfredsstille vores familie.

Paa tur til Hamborg
Efterårstur til Hamborg
Dragestatue Wawel slottet
Statuen af Dragen Wawel, ved slottet Wawel i Kraków. En familievenlig oplevelse.

Er Bulgarien ikke bare “Sunny Beach” og Sortehavet?

Den tanke havde vi nok begge, da vi på et kort stoppede ved Bulgarien.
Ingen af os har nogensinde været i landet – hverken i byer eller ved Sortehavets feststeder.
I den vestlige del af  Bulgarien ligger hovedstaden Sofia med 1,25 mio indbyggere, der dermed må betegnes som en storby. Lad os slå det fast med det samme. Efter lidt granskning blev vi enige om – at Sofia skulle være målet for vores efterårsferie 2019.
Byen topper ikke listen over de smukkeste byer i Europa – til gengæld er det en af de billigste at leve i.
Det, som selve byen ikke har af natur, er tilgængelig i umiddelbar nærhed rundt om byen.

Som det altid er tilfældet, er det svært at finde rejsetips om storbyer, der ikke umiddelbart topper populær listen – så for os, som familie, bliver det også en opdagelsesrejse af muligheder i byen.
Vi er klar på at bevise – at også Sofia gemmer på små perler, som blot venter på at blive oplevet af børnefamilier.

Luksus for børnefamilier?

Nu skal man aldrig sælge skindet før bjørnen er skudt – og det samme gælder hvad angår hoteller. Vi har før troet, vi har booket et fornuftigt sted, for så at måtte erkende, at selv vi kan blive lokket af billeder. Det kan ses overalt i verden – og vi har været der! Sidst i Krakow – et hotel direkte til DR3 programmet “0 Stjerner”.
Men vi har valgt at bo på hotel på denne ferie, selvom vi ofte nyder friheden i en lejlighed som familie. 

Hotel er valgt, da vi på denne ferie, forhåbentlig skal være meget på farten – og vi derfor ikke vil bruge for meget tid på at skulle lave mad. Derfor har vi ikke brug for så mange faciliteter og muligheder. Samtidig elsker ungerne morgenmadsbuffeter – ja faktisk mere end at spise ude de andre måltider. Det, at kunne vælge og prøve anderledes ting, har de altid sat pris på. 

Da vi skulle finde overnatning i Sofia – erfarede vi også, at priserne er ret gunstige – for ikke at sige mere end gode.
Vi fandt ret hurtigt et nyere hotel, tæt på Centrum, Adella Boutique Apartments – hvor vi kunne få den største suite, 110 m2, inklusiv morgenmad for lidt under 4500 danske kroner for 5 overnatninger. 

Så var det, vi tænkte, at det nok ikke er mange gange i livet, vi, som familie, får mulighed for, at tjekke ind på luksushotel. Det måtte prøves – om vi vil opleve det som luksus for hele familien, ja det må tiden vise. Vi vil i hvert fald fortælle om det.

Hvad mon turen byder på af oplevelser?

Ja det er noget af det, vi faktisk ikke helt ved endnu. Når vi søger på nettet omkring “Sofia med børn” eller “familieferie i Sofia”, er det begrænset, hvad der kommer frem. Så vi er igang med at researche på, hvad vi skal opleve.

Vi ved dog, at oplevelserne starter allerede i Danmark 🙂

Vi skal flyve fra Kastrup Lufthavn, og ville normalt tage bilen over og parkere i lufthavnsparkeringen. Vi har besluttet, at vi på denne tur – vil komme helt ned i gear.
Derfor har vi bestilt togbilletter fra Vejle til Kastrup. Vores børn har meget sjældent kørt i tog, hvilket er en ret stor oplevelse, når man, som Magnus, er 5 år. Derudover skal Morten, der altid kører motorvej, ikke stresse over om det hele klapper.
Vi tager helt sikkert læsestof og spil med til togturen, så vi allerede her udnytter tiden.

I Sofia har vi lejet en bil, som står klar i lufthavnen. Når vi læser om byen og området fornemmer vi, at der alt andet lige, er behov for at komme uden for centrum, for bla. at opleve den smukke natur, der efter sigende skulle omkranse byen.
Det giver helt klart en frihed. Men et er sikkert – Vi skal køre med metro, sporvogn og andet lokalt, der hvor det giver mening.
For det er nu engang den bedste måde, at opleve et område fra – i øjenhøjde med de lokale.

På "det kunne vi opleve" liste

Følgende har vi på listen over ting, vi gerne vil opleve, så må vi se, hvad vi når..

  • Alexander Nevsky katedralen
  • Saint Sofia statuen
  • Den russiske kirke med de 5 guldkupler
  • Sofia zoo
  • Children’s Museum Muzeiko (science museum)
  • Zhenski Pazar – marked
  • Vitosha Boulevard – gaden hvor der shoppes
  • Vitosha bjerget
  • Boyana vandfaldet

Derudover er der diverse parker og malls, hvor der også skulle være forskellige legemuligheder.
Vi må se, hvad der byder sig. En ting er dog sikkert, at vi skal hygge os og være sammen – og SUGE til os.
Vejrudsigten lover skønt vejr fra i starten af de 20 grader, hvilket lyder helt sommeligt og dejligt.

image_pdfLav artikel til PDFimage_printPrint artikel

Klar, parat, feriestart – Kør!

I vores familie er det en tradition, at sommerferien er “køre selv” ferie.

Gennem de sidste mange år er vi draget sydpå til Kroatien. Ikke samme sted, for vi varierer meget mellem det nordlige og sydlige Kroatien. Holland og Belgien har også været besøgt i bil. Derfor skulle bilen i år atter pakkes til den lange tur sydpå – godt 1900 km., der også indeholdt tre overnatninger syd for Salzburg i Østrig, nærmere bestemt det fantastiske bjergområde Werfenweng. På vejen hjemad havde vi planlagt to overnatninger omkring Poréc for at komme i badeland, inden turen gik helt hjem.
Det kræver en vis planlægning at blive klar til sådan en tur – og rutinerne går ofte ind og overtager.

Efter at have gjort bilen ferieklar – støvsuget og vasket, skulle alle de nødvendige ting krydses af.

Registreringsafgift – ✔️
Grønt kort til bilen – ✔️
Motorvejsmærkater – ✔️
Mønter til toiletter på motorvejen – ✔️
Pas fra skabet i handskerummet – ✔️

Nu var vi klar og kl. 4 afsted ud i det blå.

Ur bil sommerferie afgang
Udsigten fra vores lejlighed i skisportsstedet i Werfenweng, Østrig, hvor vi overnattede 3 nætter på vej til Kroatien. Herfra genindtog vi Salzburg, besøgte saltmine og Burg Hohenwerfen
Udsigt fra Burg Hohenwerfen i Østrig
Grænseovergangen Rosenbach mellem Østrig og Slovenien. Kø ind mod Karawankentunnelen.

Gennem det grænseløse Europa

Vi ramte den dansk/tyske grænse omkring kl. 5 og kørte lige ind i Tyskland uden stop. Tyskland er bare enorm lang at skulle igennem, når man ikke har ærinde deri – men belønningen kommer, når man rammer det sydlige Tyskland og Østrig.
Bjerge og dermed feriestemning.

Grundet meget vejarbejde gennem Østtyskland blev det sent om aftenen, da vi krydsede  den Østrigske grænse – og ankom sikkert til vores lejlighed i Werfenweng. Her fik vi tre dage med helt fantastiske oplevelser – hvor vi genindtog Salzburg og omegn, så også Magnus kunne “huske”, det vi oplevede, da han var lille – og havde set billeder af.

Mandag morgen sad vi atter i bilen – spændte på, hvordan resten af turen til Kroatien ville forløbe.
For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være særdeles tidskrævende at krydse grænsen fra Østrig til Slovenien og senere ind i Kroatien – alt efter hvilken grænseovergang, man vælger.

Det afhænger igen meget af, hvor i Kroatien man skal hen.

Vi skulle over ved Rosenbach og dermed igennem Karawankentunnelen. Her kommer man kørende fra en mange sporet motorvej og skal igennem en tunnel med et spor. Denne mandag formiddag gik det forholdsvist hurtigt. Men der kan være både 10 – 15 kilometer kø, alt efter rejsedage. Det sammenholdt med varme dage. Vi har tidligere passeret samme sted, i en varme så massiv, at de østrigske grænse toldere har stået og udleveret rammer med vand.

Vel inde i Slovenien kunne vi begynde at tale om, hvordan vandet i Kroatien mon var. Vi har tidligere år ofte været så forsinkede, at vi er ankommet til vores lejlighed sent om aftenen og blot kunnet gå direkte i seng. Ikke det sjoveste, når man nu som barn og voksne, har glædet sig til at springe i det klare vand – og for at nå dertil at accepteret en lang køretur.
I år var udsigten til en tur i vandet ved ankomst – mere end god. Faktisk så god, at Magnus fik lovning på, at det ønske blev opfyldt.

På afveje

Syd for Sloveniens hovedstad, Ljubljana, drejede vi fra motorvejen – og blev ledt over på en “hovedvej”. Når Apples “kort” gør det, bliver vi ofte nervøse, fordi vi før har oplevet at ende i en ørkesløs kørsel bag lastbiler og andet tungt trafik uden mulighed for at rykke udenom.

Men vi i fik styr på, at vi var på rette vej, omend det var et langt stykke gennem bjerge. Vejen gennem bjerglandskabet, ned mod en dal – havde vi aldrig før kørt på. Fornemmelsen af begyndende køresyge gjorde, at vi alle i bilen var enige om, at den vej aldrig kom til at stå på en liste over “Roads you have to try – before…”. Vi behøvede den i hvert fald ikke igen.

Endelig kom vi ned i en dal og på Apple Carplay, kunne vi se grænsen – beliggende på en flod. Nu kunne vi med sikkerhed sige, at vi nåede frem i god tid – for vi ville køre ind i Kroatien før middag.

På grænsen af det muliges kunst

Der er ikke mange biler ved grænseovergangen, Metlika, så vi kører frem, og Morten åbner handskerummet med passene.
Ud tager han – 4 pas! 4 pas – 4 pas, hvor er det sidste? Hurtigt får vi bladret igennem passene og indser, at det er Mathildes pas, der mangler.

Stadig i kø frem mod den slovenske grænsekontrol – stemningen er nu ret presset.

I vinduet sidder en slovensk kvindelig tolder – og Morten giver passene og siger lidt let og frejdigt, at: “vi desværre ikke lige kan finde det sidste”.

Var vi i tvivl om alvoren, så fornemmer vi det ret hurtigt i ansigtet på tolderen.
Hun slår ud med armene og spørger: – “hvad vi har tænkt os?”
Vi kunne have været lidt friske og sendt en joke afsted – men nej, det her kunne vi ret klart mærke  krævede diplomati.

Tolderen rejser sig fra sin plads og går ud af toldhuset. Der opstår lidt uro blandt de andre toldere, og der forklares med stor gestikulering fra vores tolder. Vi bliver peget ind til siden i “neutral zone”, og får her lov til at lede efter det bortkomne pas. Alt imens er de tilstedeværende 4 pas inddraget.

Efter en kort overfladisk søgning i bilen og i tasker, må vi erkende, at passet ikke er der. For det går op for os, at vi i den frie bevægeligheds hellige navn – Schengen, ikke har haft brug for pas før nu. At vi skal bruge dem nu skyldes, at Kroatien nok er med i EU, men ikke i Schengen – og Slovenien derfor er den yderste grænse i Europa!

Med nogle meget stille børn i bilen, går vi begge ydmyge over til tolderen. Vi forklare, at vi simpelthen ikke kan finde passet. Vi viser foto af passet, som vi har på telefonen – fordi vi lige har bestilt indrejsetilladelse til USA. Tolderen trækker på skulderen og begynder at skrive pasnumrene og navne ned på et stykke papir.

Et kort øjeblik er vi i den tro, at et mirakel vil ske – og vi får lov at passere. Men nej!
I næste nu slår tolderen op på internettet og skriver to telefonnumre ned til os. Et til den danske ambassade i Wien – 470 km væk, og et nummer til det danske konsulat i Ljubljana – 100 km. væk. Igennem det bjergpas vi aldrig skulle køre i igen!

Vi får sedlen med numrene, tolderen går atter ud af toldhuset – med de fire pas i hånden og beder os vende bilen, og køre retur til Slovenien. Inde på Slovensk jord, får vi atter de fire pas – og et “goodbye!”

Billeder af de fire pas vi havde fået med på turen. Men med fem personer i bilen, en slovensk tolder der fangede fejlen, blev det en træls formiddag på den slovenske/kroatiske grænse.
Det danske rigsskjold der pryder facaden på Det Danske Konsulat i Ljubljana . Dette er ikke et sted der anbefales at besøge, hvis vejen går til Sloveniens hovedstad.
Inside! Smilene er så småt begyndt at vende tilbage - Magnus underholder og vi joker med hinanden. Vi kan se en ende på vores trængsler.
Dette var det eneste vi fik set af Adriaterhavets lokkende blå farve denne dag - på afstand fra bilen, ned gennem Kroatien.

Halvdagstur til Sloveniens hovedstad - fire ting du ikke bør opleve!

Ved siden af grænsen er der en parkeringsplads – hvor vi holder ind og noget rystet går i handlingsmode! Det føles uoverskueligt – for ingen af os har prøvet noget der ligner før! Vi får ringet til det danske konsulat i Ljubljana – da det, bjergpasset til trods, er det mindst ringe bud på en løsning.

Her får vi fat i en kvinde, der meget grundigt forklare processen – på engelsk. Først må vi til Ljubljana og finde en politistation – hvor passet skal meldes bortkommet og have en kvittering. Derefter skal vi have taget billede af Mathilde, hvorefter vi er klar til at komme op på konsulatet. Her skal vi udfylde dokumenter, og så skal vi, som forældre, skrive under! Endnu en kæmpe udfordring opstår. Mathildes far sidder i Danmark!
Vi får at vide, at eneste mulighed er, at vi får fremsendt en fuldmagt med underskrift fra Mathildes far. På samme vilkår, som ved pasfornyelser i Danmark, hvor forældrene ikke bor sammen.

Mens vi sørger for de forskellige ting – vil medarbejderen på det danske konsulat, kontakte Den danske ambassade i Wien for at få det fornødne på plads. Heldigvis er Mathildes far klar – Borger.dk og NemID er en genial opfindelse. Fuldmagt afgives, og vi kan efter noget frokost bevæge os mod den slovenske hovedstad.

Her finder vi hovedpolitistationen og efter lidt ventetid, kan vi afgive vores “anmeldelse” Det er til stor undren for det slovenske politi, at vi overhovedet er kommet så langt uden at skulle vise vores pas. Vi siger ordet “Schengen”, og der nikkes anerkendende.
Det hele er ved at skride, da vi bliver spurgt til, hvad vi tror, der er sket med passet. Morten får sagt, at “det jo måske ligger derhjemme” – men feber reddes af Anita – der klogeligt afviser denne tanke som en vildfarelse.

Anmeldelsen modtages og med kvitteringen i hånden, går jagten ind på næste skridt på vejen. Et sted til pasfoto. Dette klares for 10€, stemningen i flokken er opadgående.

Ret hurtigt får vi fundet konsulatet – og mødes i porten af det danske rigsskjold! Vi møder medarbejderen, vi talte i telefon med – og henvises til et mødelokale, der er indrettet med danske møbler, billeder fra København, H.C. Andersen og andet hjemmevant.  På væggen hænger billeder af Dronning Margrethe og afdøde Prins Henrik.
Nu er stemningen næste løssluppen – vi fornemmer, at vi er ved at være i mål. Vi joker lidt med, om de mon er klar over, at prinsen er død! (Men vi siger det dog ikke)

Efter lidt papirarbejde – lidt misforståelse af de danske dokumenter – får Mathilde overdraget et rødbedefarvet provisorisk dansk pas. Til gengæld må vi afregne 138 € – lidt over 1000 danske kroner. For at opmuntre os, fortæller medarbejderen, at det rent faktisk ofte sker, at danskere står ved grænsen uden pas. Det er en almindelig opfattelse, at man kan rejse uden – alene på billede-id.
Så at mangle et pas er ikke en skam – når nu vi er fem mand afsted.

Vi finder bilen – sætter kursen mod Adriaterhavets lokkende vand. Jep, for trejde gang samme dag, gennem det trælse bjergpas, ned til grænsen ved Metlika. Desværre – eller måske heldigt nok, er tolderen ikke det samme. Fem pas findes frem – løseligt kontrolleres de, og vi kører nu ud af Schengen og ind i Kroatien.

Nej – vi nåede ikke i vandet, som lovet – men vi kørte langs det resten af dagen. Vi ankom til øen Okrug Gornji ved Trogir, sent om aftenen. Trætte, brugte, ærgerlige over de ekstra penge – men alligevel lettede over at være nået frem.

Tre pas på to måneder

Det femte pas! Ja det lå i skuffen under, hvor de andre pas lå. Adskilt fordi vi givetvis har brugt fire pas til Tyskland, engang Mathilde ikke var med.  Der er nok ikke nogen tvivl om, at sætningen om at huske “Pas, penge og billetter – Alle pas”, vil ligge dybt i os på vej ud af indkørslen til nye rejseoplevelser!

Det provisoriske pas gælder i 3 måneder, passet i skuffen, der lige var lavet i foråret – ja det er ugyldigt. Udtaget af systemet! Desværre er det også det pas, vi søgte indrejsetilladelse til USA på – der blev godkendt samme dag, som vi kørte ind i Slovenien. Så nu må vi på den igen – 3. pas på et par måneder.

Men det må vi tage med – sådan må det være, når man samler på oplevelser. Så kommer der af og til også bump med på vejen!

Fuldt hus med pas - med det provisoriske pas, der skiller sig ud fra mængden.
image_pdfLav artikel til PDFimage_printPrint artikel